Tillad mig at lufte en vis utålmodighed.
Der er gået et halvt år siden, der blev landet en politisk aftale for Kriminalforsorgen. En aftale, hvor der er malet ordet ’fængselsbetjent’ ud over det hele.
Målet er at øge antallet af betjente væsentligt. Kurven skal knækkes. Ti års tilbagegang vendes til fremgang.
Er vi så kommet godt fra start? Nej, desværre ikke. Der er godt nok ansat nye, men der er endnu flere, som er stoppet.
”Jo, men du kan ikke forvente store omvæltninger på kort sigt,” vil nogen nok sige.
Det er rigtigt, men vi har faktisk været tålmodige. Vi har været MEGET tålmodige.
Vi har ventet i fem år på 250 ekstra betjente, som politikerne lovede med den forrige flerårsaftale. De kom aldrig. Tværtimod var der forsvundet 300 betjente, da aftalen løb ud.
Nu lover politikerne 300 nye betjente.
Vi kan af gode grunde ikke vente særlig længe på, at de betjente kommer ind ad døren. De er jo allerede fem år forsinket.
Vi er nok der, hvor jeg er tæt på at kræve politisk indblanding i vores løn- og arbejdsvilkår. Vi kan ikke vente to år på overenskomstforhandlingerne i 2024, som i øvrigt ikke vil gøre nogen forskel.
Jeg må kræve, at vi lige nu kommer i gang med fastholdelse i form af lønkroner og en ændret attitude fra de forskellige HR-afdelinger i Kriminalforsorgen, som opfører sig som om, stavnsbåndet stadig fungerer.
Vi kan ikke vente længere – om to år er der ingen Kriminalforsorg at vente på!
På den anden side af sommerferien åbner Kriminalforsorgen to nye skoler. Jeg håber i den grad, at de bliver en succes.
Hvert år er der cirka 200 fængselsbetjente, som forlader jobbet, så der er er brug for 300 nye betjente om året. Det er dobbelt så mange, som det normalt lykkes at rekruttere.
For hver dag der går med negativ udvikling, jo længere er vi fra målet. Vi har brug for resultater nu og her!
