Fagbladet er med værkmester Thor Abildgaard til smedeeksamen i Enner Mark Fængsel, hvor en nervøs indsat er klar til at vise sine svejsninger frem.
Der står en stor jerngrill i eksamenslokalet. Den har Mikkel lavet, og nu skal eksaminator Jesper Christensen fra teknisk skole vurdere, om han består det grundforløb, som værkmester Thor Abildgaard har undervist ham i. Kan han det, hans skal kunne for at bestå?
Jesper Christensen er erfaren smedelærer og eksaminator: ”Jeg har været til flere eksamener her i Enner Mark, og eleverne her er helt på højde med de bedste elever, vi har,” siger han.
Det stiller høje krav til Mikkel, der nu skal eksamineres, og der bliver stille i lokalet, da han træder ind. Thor Abildgaard rykker sig lidt i baggrunden – men følger nøje med.
Jeg ser med fingrene
Jesper Christensen hiver risten op af den store grill og vender den rundt fire gange for at tjekke, om den er symmetrisk. Han lader fingrene glide hen over svejsningerne.
”Jeg ser med fingrene,” siger han og tager målebånd og det vurderende blik frem.
Mikkel følger nøje med i alt og svarer beredvilligt på spørgsmål fra eksaminator.
”I kulristen har du valgt at bruge både tynde og tykke metalpinde, er det en del af designet?,” spørger eksaminator.
”Nej, det var faktisk fordi, mellemrummene blev for store, så forsøgte jeg med det,” siger Mikkel og får Jesper til at trække på smilebåndene.
”Du er godt nok ærlig,” siger han.
”Ja, Mikkel – alle andre ville bare have sagt, det var en del af designet,” siger Thor Abildgaard i baggrunden og smiler.
Gennemgangen er færdig, og der opstår en tyk stilhed i rummet, inden bedømmelsen kommer fra Jesper Christensen.
”Det er rigtig godt arbejde, det kan du godt være stolt af. Hvis jeg skulle give dig en karakter, ville det være 10. Når du er ude i den virkelige verden igen, har du et rigtig godt grundlag at arbejde videre fra,” siger han og giver en stolt Mikkel hånden.
Vi ses igen
Mikkel lægger ikke skjul på, at han gerne vil tage smedeuddannelsen, når han er ude – måske om fire år.
”Vi ses igen,” siger han til Jesper Christensen, der svarer med et: ”Ja, det håber jeg.”
Mikkel har lagt mange kræfter i uddannelsen – også den teoretiske del. Det blev til et 12-tal i matematik.
”Jeg har både ADHD og autisme, og jeg har det meget svært med at sidde stille. Jeg vil gerne knokle og finde på kreative løsninger og har også læst og lavet opgaver i weekenderne. Det har betydet alt for min afsoning, at jeg har kunnet tage den her uddannelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden,” siger han.
Det betyder også meget for Thor Abildgaard og hans arbejdsglæde at kunne skabe den slags forløb for de indsatte.
”Jeg bliver simpelthen så stolt, når jeg ser, hvad Mikkel har lært og hvordan han klarer eksamen. Jesper fortalte mig, at en af mine tidligere elever her i Enner Mark skal til svendeprøve her i efteråret, det betyder meget at kunne hjælpe en indsat videre på den måde,” siger værkmesteren.
Fra kriminel til smed
Det er ikke kun hænderne, der bliver arbejdet med i smedeværkstedet. Det handler også om at aflæse de styrker og svagheder, den indsatte har, bryde hans selvforståelse som kriminel og skubbe den over i en faglig identitet i stedet for.
”Mikkel er en lidt atypisk elev, fordi han knokler så hårdt og er så perfektionistisk. Så vi arbejder med, at han skal lære at give slip også og give sig selv og andre en pause fra de høje forventninger. Han er rigtig dygtig, og nu gælder det om, at han får en masse rutine i at lave opgaver i produktionen, det styrker ham til et arbejdsliv bagefter,” siger Thor Abildgaard.
Mikkel blev allerede som 18-årig uddannet landbrugstekniker. Nu håber han på, at en smedeuddannelse kan give ham endnu flere muligheder i landbruget, for eksempel på en maskinstation.
Når tiden kommer, står Thor Abildgaard klar med både referencer og hjælp til kontakter.
Af Maria Hamilton