12.04.2019

Michael Høegh (tv) fra Sjælsmark synes, Kriminalforsorgen har tendens til at glemme institutionsmedarbejderne.

Institutionsmedarbejder savner opbakning fra Kriminalforsorgen

Institutionsmedarbejderne efterlyser større opbakning fra Kriminalforsorgen, som da en historie om en dreng og nogle kartofler gik i medierne. 

Fagbladet har talt med to institutionsmedarbejdere for at tage temperaturen på deres hverdag, to år efter personalegruppen blev oprettet.

Heidi Ravnsbæk Olesen er fra Kærshovedgård, mens Michael Høegh er ansat i Sjælsmark. De er enige om, at særligt den forestående uddannelse er noget at se frem til.

”Det var jo fra starten meningen, at det skulle være en ufaglært stilling, men nu bliver der sat gang i uddannelse, hvor vi blandt andet skal have konflikthåndtering,” siger Michael Høegh, der også er tillidsrepræsentant.

”Vi glæder os til at få et fælles fundament. Vi kommer jo fra vidt forskellige baggrunde. Èn er jurist, èn har pædagogisk erfaring, èn er 20 år, èn anden er 60 år og når vi står i tilspidsede situationer, ved jeg ikke altid, om de har de min ryg, eller er det mig, der skal have deres? Der har fængselsbetjentene jo en helt anden fælles skoling,” siger tillidsrepræsentanten.

Heidi Ravnsbæk Olesen har samme oplevelse: ”Vi sætter stor pris på at få noget uddannelse. Både for at blive rystet sammen som gruppe, og for at sikre, at vi trækker i den samme røde tråd, når vi er på arbejde,” siger hun.

Broccoli og kartofler
Michael Høegh er 40 år og uddannet tømrer. Men en ankelskade gjorde, at han måtte søge andre veje, og her blev døgnvagter på børnehjem én af dem.

”Sommetider minder arbejdet på børnehjemmet lidt om det at være institutionsmedarbejder her på Sjælsmark. Jeg forsøger i hvert fald at have gode relationer til børnene og for eksempel spille fodbold med dem. Jeg tror på, at de gode relationer er vejen frem,” siger han.

Vi udgør en lille procentdel af Kriminalforsorgen, og det virker lidt som om, at vi derfor ikke betyder så meget,” siger institutionsmedarbejder fra Sjælsmark.

De fleste af de konflikter, Michael Høegh oplever på en vagt, opstår internt mellem beboerne. Men de kan også opstå i forhold til ham selv, som da han blev blandet ind i den historie, der kom i medierne om en dreng, der blev nægtet broccoli og kartofler.

”Jeg har en anden side af historien, men det var ikke den, der kom ud. Jeg gjorde faktisk bare mit arbejde, og man så ikke på youtube, at han bagefter slog ud efter min kollega og smed med tallerkener. Jeg ved godt, at hans frustration er vendt mod systemet og ikke os, der arbejder her,” siger Michael Høegh.

”Det er i den slags situationer, jeg godt kunne tænke mig, at Kriminalforsorgen stod op for os og måske kom med en udtalelse. Vi udgør en lille procentdel af Kriminalforsorgen, og det virker lidt som om, at vi derfor ikke betyder så meget,” siger han.

Her skal ikke være utåleligt
Institutionsmedarbejderens daglige arbejde består også af at være kantinevagt, at hjælpe beboerne med praktiske ting og håndtere interne konflikter.

For Heidi Ravnsbæk Olesen på 52 år er det netop alsidigheden, der gør jobbet som institutionsmedarbejder på Kærshovedgård spændende. Hun har tidligere været selvstændig erhvervsdrivende og har blandt andet haft sko- og tøjbutikker.

”Man kommer hele vejen rundt hver dag og bruger både empati, praktisk tilgang og konflikthåndtering,” siger hun.

Vi får at vide fra øverste sted, at det skal være utåleligt at være her. Men hvis vi gør det utåleligt for beboerne, bliver vores arbejde også utåleligt, siger institutionsmedarbejder på Kærshovedgård.

”Jeg er også holdkoordinator, og det betyder, at jeg skal få alt til at glide. Transport til tandlæge, advokat, hvem skal indkaldes, hvis nogen er syge og den slags ting,” siger Heidi Ravnsbæk Olesen.

I øjeblikket bruger Heidi og hendes kollegaer meget tid på at få beboernes værelsespuslespil til at gå op. Der skal nemlig bo to på hvert værelse, og det falder ikke altid i god jord. Særligt ikke, hvis det er to mænd fra forskellige lande og religioner.

”Vi forsøger at få tingene til at gå op, så der er så få konflikter som muligt. Få alting til at glide. Vi får at vide fra øverste sted, at det skal være utåleligt at være her. Men hvis vi gør det utåleligt for beboerne, bliver vores arbejde også utåleligt, så vi bestræber os generelt på, at det skal være til at holde ud at være her,” siger institutionsmedarbejderen.

Af Maria Hamilton