Vi fik i hvert fald vækket ham. Det kunne være konklusionen, efter vi havde besøg af Thorkild Fogde på vores hovedbestyrelsesmøde i begyndelsen af november.
Det var positivt, at direktøren sagde ja til at møde op og svare på vores kritiske spørgsmål om problemerne i Kriminalforsorgen. Det kræver dialog og samarbejde, hvis vi skal ud af krisen.
Og det var også positivt, at direktøren ikke mødte op med en glansbillederetorik, men faktisk talte om problemerne. At det strømmer ind med indsatte, at mange betjente forlader jobbet, og at overarbejdet
stiger og stiger.
Han talte om krydspres, og hvorfor vi bliver nødt til at proppe fængsler og arresthuse, fordi der ikke er personale nok til at åbne flere pladser.
Han talte om risikoen for, at virksomheden bryder sammen. At det ikke kan blive ved på denne måde. Den erkendelse må være en forudsætning, hvis vi skal håbe på bedre tider.
Men desværre er der ikke udsigt til, at problemerne bare går væk. Tværtimod stiger belægget yderligere i 2019, fortalte direktøren. Det lyder næsten som en matematisk umulighed.
Der er altså i den grad brug for initiativer, som kan hjælpe på situationen.
Så hvad gør du nu, Thorkild? Hvad bliver næste skridt?
Hvis du er i tvivl, kan du starte med at læse de tre forslag, som forbundets tillidsrepræsentanter kom med på vores stormøde i november:
Der er for det første brug for en helt anden tilgang til personalet i Kriminalforsorgen: Giv os fleksibiliteten tilbage i vagtplanlægningen.
For det andet skal der gøres meget mere for at fastholde erfarne medarbejdere: Drop nærigheden og giv os en løn, som flytter noget.
Og for det tredje skal rekrutteringen styrkes: Opret en skole i Jylland og drop SU under uddannelsen af nye betjente.
Kære direktør, vi forventer, at du går til politikerne og peger på de samme problemer, som du siger til os. Vi forventer også, at du indkalder forbundet til møder – så vi kan drøfte problemerne og komme løsningerne nærmere.
Når man står i lort til halsen, er det en dårlig idé at bøje nakken. Det er bedre at finde en vej ud i fri luft.