03.10.2024

Statens ansatte er hverken forkælede eller utaknemmelige

Der er mange myter om livet i statens tjeneste.

Det påstås, at vi holder lønfest.

At vi kvit og frit får foræret en prangende frokostpause med kniv og gaffel.

Og at vi er udstyret med en jobsikkerhed så stor, at vi blot kan læne os tilbage i stolen og vente på lønchecken hver måned og – om føje år – en stor, fed pension.

Med andre ord er et job i statens tjeneste både vellønnet, sikkert og komfortabelt. Det er et under, at de ansatte har så lidt pli, at de overhovedet forestiller sig, at skulle have mere i løn.

Stop en halv. Det er ikke en virkelighed, som vi kender til.

At lønnen skulle været stukket helt af for offentligt ansatte, og at de private bør føle sig forbigået, er talgymnastik af værste skuffe.

Moderniseringsstyrelsens tal er nøje udvalgt for at male dette billede, men sandheden er, at vi har fået de lønstigninger, der er blevet forhandlet i overenskomsterne.

Næsten i hvert fald.

For pengene til den lokale løndannelse i Kriminalforsorgen bliver af en eller anden årsag ikke udmøntet. Det, sammenholdt med de generelle sløje lønstigninger, gør, at vores medlemmer på ingen måde er lønførende. Snarere tværtimod.

Og den såkaldte betalte frokostpause er for det første en del af overenskomsten lige som retten til ferie og løn under sygdom. For det andet er ikke altid meget pause over det. Vi er jo stadig på vagt og bliver nødt til at løbe til og fra rullepølsemaden, mens indsatte følges på toilettet.

Så er der det med sikkerheden i jobbet. Er daglige overfald noget, som man forbinder med et sikkert job? Og hvad med de tre procent af Fængselsforbundets medlemmer, som sidste år blev afskediget på grund af nedslidning. Oplevede de, at deres job var sikkert?

Statens ansatte er hverken forkælede eller utaknemmelige, fordi vi ønsker bedre lønforhold. Det er ret og rimeligt, og for øvrigt sund fornuft, hvis man vil fastholde folk og rekruttere nye, dygtige medarbejdere til samfundets vigtige institutioner.