27.02.2020

Som man råber i skoven – får man åbenbart ikke svar

Jeg er hæs af at råbe op om den dybe personalekrise, vi befinder os i. Men jeg synes ikke, jeg får svar.

I stedet får jeg manglende handling og kikkertsyn.

”Vi har lanceret storstilede rekrutteringskampagner, Bo.”

Ja, det har I. De er skam flotte, og måske der kommer flere betjente på den konto.

”Vi lavede en ny skole i Jylland, som I foreslog, Bo.” Ja, det gjorde I, og det er jeg glad for.

Men kan I ikke se det? I ser alt for ensidigt på problemet. Det nytter ikke noget alt sammen, når der stadig er flere, som stopper i jobbet, end der kommer nye til.

Det er ikke for sjov, jeg bruger ordet personalekrise.

Kriminalforsorgen er i krise i hele landet – også i Jylland (den går ikke væk blot fordi, man har brugt for mange penge).

I bliver simpelthen nødt til at ruske jer selv vågne og passe på de betjente, der er her nu. De kæmper sig tyndslidte.

Hvis man vil fylde en spand med vand, nytter det jo ikke, at den er hullet i bunden, vel?

Se på, hvordan I går til sygemeldinger og nedslidninger med fokus på afskedigelse. Vend jeres tankesæt og kæmp for at få gode kollegaer hele og sunde tilbage i tjeneste.

Mød dem med tillid, anerkend dem for at knokle, og lad nu være med at overøse dem med unødigt bureaukrati, der vrider den sidste saft og kraft ud af en allerede gennemvredet personalegruppe.

Investér penge i at istandsætte faldefærdige bygninger, så vores kollegaer kan gå på arbejde med stolthed og motivation i et ordentligt arbejdsmiljø.

Pas på vores fængselsbetjente, så de kan skabe et fundament, Kriminalforsorgen kan vokse sig stærkere på!

Jeg bliver ved med at råbe i hele 2020 og sætter min sidste rest håb på, at det lykkes Fængselsforbundet at råbe højt nok til, at vi får ændret kursen væk fra afgrunden.