06.12.2024

Skal vi bare acceptere vold fra psykisk syge?

Vi ved godt, at der sidder alt for mange indsatte med psykiske lidelser bag tremmer.

Vi ved også, at de er årsagen til mange overfald.

Men er det noget, som vi stiltiende skal acceptere som en del af vores arbejdsvilkår, eller kunne nogen forsøge at gøre noget ved det?

Jeg spørger, fordi vi har valgt at skrive om det i dette fagblad. Hvordan kan vi som samfund blive bedre til at passe på de medarbejdere, der passer på vores udsatte borgere? Det gælder både fængselsbetjente, politifolk, hjemmeplejere og så videre.

For et år siden blev en hundefører skudt og dræbt af en psykisk ustabil person foran politistationen i Albertslund.

Alene i løbet af de seneste fem år er fem ansatte blevet dræbt på bosteder for psykiatriske patienter.

På samme måde har vi oplevet modbydelige overfald – godt nok ikke drab – men alligevel. I Randers Arrest kastede en fange sig for eksempel over en kvindelig kollega. Han slog hende i ansigtet. Rev store totter af hendes hår. Skar hende med barberblad og slog tænder ud på hende.

I vurderer i vores spørgeskemaundersøgelse, at knap halvdelen af alle overfald begås af fanger med en eller anden form for psykisk sygdom.

Det er et meget alvorligt problem, som har det med at fordufte lige så hurtigt som sidste overfald forsvinder i mediebilledet. Det bliver vi nødt til at gøre meget mere ved.

De psykisk syge bør slet ikke havne i fængslerne, og hvis de alligevel gør det, skal vi være meget bedre til at hjælpe dem. Det kræver ressourcer, uddannelse og bedre bemanding.

For hvis der ikke er tid til at skabe det relationsarbejde, der gør, at vi kan håndtere de svage fanger, så bliver hverdagen kun hårdere for både ansatte og indsatte.

Vi har at gøre med syge mennesker, der har brug for vores hjælp og støtte. Det kræver, at vi har redskaber og tiden til det.

Så kære minister. Kom nu i gang, og stil gerne krav til os, men det kræver uddannelse, bemanding og ikke mindst et bedre samarbejde med psykiatrien.