Trods årtiers forsøg på at begrænse bureaukratiet vokser det stadig. Konsekvenserne mærker man dagligt i arresthuset i Aarhus.
Det skal være lettere at være dansker. Væk med bureaukratiet. Alt overflødigt papir skal væk. Færre regler, mindre dokumentation – mere tillid.
Sådan har budskabet lydt fra skiftende regeringer gennem årtier. Men noget tyder på, at det er blevet ved de gode hensigter. I hvert fald viser tal fra tænketanken Cepos, at antallet af love og regler siden 1989 er steget med knapt 12 millioner ord – svarende til en tredobling.
Et af de steder, hvor man daglig mærker følgerne af det voksende bureaukrati – og ikke mindst det medfølgende krav om kontrol og dokumentation – er i Arresthuset i Aarhus.
Det bekræfter tillidsmand Henrik Uhrenholdt, som sammen med sin kollega Peter Kristensen disker op med nogle eksempler.
”Tag nu bare sådan noget som diverse håndkøbsmedicin, som enhver kan købe på en tankstation. Den slags må vi ikke uden videre udlevere. Det kræver en større og omstændelig proces med anmodninger og involvering af sygeplejerske og læge. Der skal udfyldes papirer og gøres ved. Det tager tid, som kunne bruges til noget bedre, siger Henrik, som i samme boldgade prøver at anskueliggøre processen for udlevering af urinkolber.
Det lyder let, men det er det absolut ikke.
Tillidsmand Henrik Uhrenholdt, sammen med sin kollega Peter Kristensen.
”Vi får ind i mellem indsatte, som har behov for at lade vandet om natten. Meget fornuftigt beder de om en urinkolbe. Tidligere udleverede vi dette simple hjælpemiddel som ren rutine. Den går ikke længere. Nu skal der skrives sedler, og en læge skal vurdere, om det også kan have sin rigtighed, at den indsatte har behov for den slags.”
Peter Kristensen tilføjer med lettere hovedrysten: ”Hvis en indsat har behov for at konsultere en tandlæge, kræver det omhyggelig planlægning. Der skal bestilles tid hos enten vores transportfolk eller politiet seks dage før. Det vil sige, at den indsatte seks hverdage før tandpinen indfinder sig, skal forudsige, at han får tandpine! Hvis der sker misforståelser, eller helligdage kommer i vejen, kan der gå op til 12 dage, før der bliver gjort noget ved den dårlige tand. Det er absurd, at en simpel opgave bliver gjort unødig besværlig.”
Et flyttecirkus
Også flytning af indsatte mellem arresthuse og fængsler kræver tidsrøvende udveksling af flere mails, udfyldning af blanketter og telefonsamtaler.
”Det afgørende spørgsmål er nemlig, om det drejer sig om en varetægtsarrestant eller en afsoner,” siger Peter Kristensen.
”I det ene tilfælde er det vores transportfolk, i det andet er det politiet. Men når vores transport alligevel kører med afsonere, ville det i mange tilfælde være nemt at tage en varetægtsmand med i samme ombæring. Eller politiet kunne køre en afsoner. Men så enkelt må det åbenbart ikke være. Meget ville være vundet med en central koordinering, så ’den ene ved, hvad den anden gør’. Jo flere, der er blandet ind i sagen, jo større risiko er der for, at der sker fejl og misforståelser, som det tager masser af tid at udrede.”
Kontrol af kontrol
At visitere celler er en rutineopgave for enhver fængselsbetjent: ”Tidligere visiterede vi efter intuition og professionelt instinkt de celler, hvor vi vidste, der var størst chance for gevinst. Nu skal vi visitere et bestemt antal, og uanset om vi finder noget eller ej, skal vi skrive dokumentation, der bliver kontrolleret lokalt for så igen at blive kontrolleret et lag højere oppe i systemet.
Papirer vandrer frem og tilbage i en svikmølle, som aldrig står stille, lyder det fra de to erfarne århusianske fængselsfolk.
Vi skal udarbejde handleplaner på folk, der skal afsone 30 dage og efterfølgende udvises. At bruge energi på at lægge planer for hans fremtid giver ingen mening, så hvorfor bruge tid på det?
Henrik Uhrenholdt, tillidsrepræsentant i Aarhus Arrest.
Begge undrer sig over, hvor mange kræfter der bruges på opgaver, der ikke fører til noget: ”Blandt andet skal vi udarbejde handleplaner på for eksempel en østeuropæer, der skal afsone 30 dage og efterfølgende udvises. At bruge energi på at lægge planer for hans fremtid giver ingen mening, så hvorfor bruge tid på det?” spørger Henrik.
Hans kollega Peter Kristensen har et bud: ”Alt bureaukrati vokser. Det er en naturlov. Og for at retfærdiggøre deres eksistens bliver bureaukraterne nødt til at finde på nye regler og måder at kontrollere på.”
”Men det værste er, at de voksende krav om dokumentation og kontrol dybest set er et udtryk for manglende tillid til, at vi udfører vores arbejde fornuftigt og professionelt”, lyder det fra de to erfarne fængselsfolk i Arresthuset i Aarhus.
