Ikke siden Anden Verdenskrig har landets institutioner været mere fyldte.
Besøgsrum inddrages, enkeltsenge bliver til køjesenge og nye brandtrapper må bygges. Belægget på landets fængsler og arresthuse ligger i 2023 i gennemsnit på 101,2 procent. Det er det højeste niveau siden Anden Verdenskrig.
Det er ellers aftalt politisk, at man maksimalt må belaste 96 procent af fængslernes kapacitet og 95 for arresthusene. Den målsætning er dog ikke nået siden 2017.
Derfor har de forskellige matrikler måttet komme med opfindsomme løsninger for at klemme flest mulige indsatte ind på cellerne.
Frustrerende pladsmangel
På Storstrøm Fængsel har de i 2023 haft et belæg på 103 procent.
Helt fra begyndelsen i 2017 har de på grund af overbelæg været nødt til at installere dobbeltceller i både stue- og førsteetage. Det var ellers ikke planen med det splinternye fængsel.
De ekstra fanger gjorde det af sikkerhedsmæssige årsager nødvendigt at bygge en helt ny brandtrappe. Lige nu har de i gennemsnit tre dobbeltceller pr. afdeling.
Fangerne er frustrerede. I de syv år jeg har været i Kriminalforsorgen, har 90 procent af uenighedssamtalerne med de indsatte handlet om overbelæg.
Lasse Mejlstrup, fængselsbetjent på Storstrøm Fængsel.
Lasse Mejlstrup er fængselsbetjent på Storstrøm, og han mærker tydeligt de pressede tilstande.
”Fangerne er frustrerede. I de syv år jeg har været i Kriminalforsorgen, har 90 procent af uenighedssamtalerne med de indsatte handlet om overbelæg. Det skaber også frustrationer blandt personalet,” siger Lasse Mejlstrup.
Nogle fanger har været nødsaget til at afsone deres dom i fængslets varetægtsafdeling. Det betyder blandt andet, at de ikke har haft normal adgang til køkken eller telefonsamtaler.
Ulovlige effekter uden ejermand
På Enner Mark Fængsel har de et belæg på 105 procent fordelt på 228 celler. Som noget nyt tæller de syv pladser i sygeafdelingen med.
I skrivende stund har de 247 indsatte, men har tidligere været helt oppe på 253.
Tillidsrepræsentant på Enner Mark Maj-Britt Skovgård Balle fortæller, at de indtil videre har undladt at tage besøgsrummet i brug, men at de overvejer at indsætte køjesenge.
”Vi forsøger at gøre det attraktivt at bo på dobbeltceller ved eksempelvis at tilbyde dem gratis tv. Men det skaber store gnidninger, og vi bruger meget tid på at flytte de indsatte rundt,” siger hun.
Maj-Britt Skovgård Balle fortæller også, at det ofte ikke er muligt for personalet at sanktionere fund af ulovlige effekter på cellerne, da de ikke kan bevise, hvem de tilhører.
Akavede besøg og ressourcespild
Holstebro Arrest har i 2023 haft et belæg på 105 procent. De er en lille arrest med 14 pladser, hvor der nærmest konstant er 15 indsatte, fortæller tillidsrepræsentant Torben Givskov.
”Den eneste grund til, at vi ikke har flere i overbelæg, er, at vores celler er så små, at der ikke kan være køjesenge. Ellers var det sket,” siger han.
De har været nødt til at inddrage besøgsrummet for at skabe en ekstra celle. Det betyder, at videorummet bruges til besøg.
”Rummet ligger meget akavet, fordi vi skal igennem en række andre lokaler, der bruges til andre formål, for at komme derind. Det besværliggør besøg, og det går jo også ud over de pårørende,” siger han.
Den eneste grund til, at vi ikke har flere i overbelæg, er, at vores celler er så små, at der ikke kan være køjesenge. Ellers var det sket.
Torben Gibskov, tillidsrepræsentant i Holstebro Arrest.
Derudover udfordrer overbelægget samarbejdet med politiet, der ofte transporterer arrestanter flere hundrede kilometer til en ledig arrestplads, for dagen efter at hente dem igen til grundlovsforhøret.
”Det låser jo to betjente plus en bil. Det er spild af ressourcer, og det skaber af og til gnidninger blandt personalet, og får os til at fremstå uprofessionelle,” siger Torben Givskov.
Flere betjente er løsningen
I alt har 33 institutioner sidste år haft belæg på over 100 procent.
Ifølge Kriminalforsorgen er hovedårsagen til det høje belæg primært manglen på fængselsbetjente.
Alligevel er det planen at åbne 50 pladser i Ringe Fængsel i år og 200 pladser i Sønder Omme Fængsel til næste år. Derudover åbnes der løbende kapacitet – blandt andet Polititorvets Arrest og Køge Arrest.