Det var med stor sorg, at vi modtog beskeden om, at vores gode ven og kollega Claus Christensen var afgået ved døden alt for tidligt.
Claus var få dage forinden ved godt mod, og alle troede, det kun var et spørgsmål om tid, før han igen var at finde i arresten. Men desværre skulle det ikke være sådan.
Claus startede i Statsfængslet i Vridsløselille i 1994. Her var han en værdsat kollega, ligesom han i mange år var aktiv i Fængselsforbundets lokalafdeling. I FIOV – Vridsløselilles Idrætsforening – gjorde Claus en stor indsats i både fodbold- og håndboldafdelingen, ligesom han deltog i revyen.
Han har desuden været med til at arrangere et utal af fester, ligesom der ikke er den begivenhed, han ikke har lavet mad til i fængslet.
Claus var kendt for sit gode humør, ligesom Claus altid var klar til at hjælpe dem, der manglede hjælp af den ene eller anden slags.
En rigtig god kollega og kammerat for rigtig mange mennesker. Man hyggede sig og blev i godt humør i hans selskab. Claus vil blivesavnet og husket for sit dejlige væsen af sine gamle Vridsløsekollegaer, der i dag er spredt over hele landet.
I 2017 fik han mulighed for at fortsætte tjenesten i Bornholm Arrest. Det valg fortrød Claus ikke. Han var glad for omgivelserne og det gode hus. Claus var glad for tiden i arresten, og ansatte og indsatte var glade for ham.
Claus var en god kollega og var tillidsmand for kollegaerne. Han havde altid et smil på læben og var klar til at give en hånd med. Claus vil i arresten blive savnet og husket for sit gode humør og sine varme kram.
Privat var Claus stolt og glad far til Jeppe og Lucas og havde i Birgit fundet sin livsledsager. De forstod at nyde deres fritid sammen. Både med deres drenge og med venner. Claus var desuden glad for at mødes med cykeldrengene og trille en lille tur ud i landet. Ligeså med fodbold, hvor han var flittig tilskuer til sit holds kampe i Parken.
I denne svære tid går vores tanker til Birgit
og drengene.
Tonni Hansen & Jesper Dalbye