3.000 mennesker besøger årligt Københavns Fængslers Museum for at se ting og høre historier, der rækker 400 år tilbage i tiden. Nu har museet ingen fremtid. Fageksperter mener, at et stort stykke kulturhistorie går tabt.
Man kan ikke længere bare dukke op og gå ind på det museum, der ligger op ad Vestre Fængsel. På porten sidder resterne af en ringeklokke, der for nyligt er blevet flået af. Det erfarer fagbladets udsendte en regnfuld tirsdag, hvor vejret passer godt til den stemning, der er inde på museet.
Her sidder de otte frivillige samlet om et bord, og det er ikke smil, der præger deres ansigter, selvom de tager varmt imod. Det er kun tre uger siden, de fik at vide, at museets liv hænger i en tynd tråd. Lokalerne skal bruges af den transportafdeling, der har fået til huse på Vestre Fængsel, efter at Kriminalforsorgen overtog politiets transportopgaver.
Det dårlige humør, der hænger over bordet netop nu bunder i flere ting.
”Vi er slet ikke blevet inddraget i den her proces. Da vi fik at vide, at lokalerne skulle bruges, var det faktisk en fejl,” siger Jacob Bitsch, der er en af de frivillige, der driver museet.
Gejsten er væk
John Wassar var med til at starte museet for 25 år siden: ”Jeg er virkelig skuffet og ked af det. Det er jo som mit barn det her. De tilbød os tre små lokaler i den gamle inspektørbolig til museet, men de kunne ligeså godt have tilbudt os en pølsevogn,” siger han.
John Wassar var med til at starte Københavns Fængsler Museum for 25 år siden.
Som det er nu fylder museets genstande tre etager og cirka 250 kvadratmeter. For museets frivillige er det desuden en del af hele museets sjæl, at det ligger på samme grund som et fængsel. De har ikke lyst til at flytte med, hvis museet skulle blive tilbudt andre lokaler. De tager de sidste rundvisninger, der er blevet booket og lukker så museet for besøg den 10. december.
”Gejsten driver værket, og den har vi ikke længere,” siger John Wassar.
For de frivillige handler det ikke blot om alle genstandene: ’Englemagersken’ Dagmar Overbyes celle, dårekister, forbudt kommunikation mellem fanger broderet på stof, hjemmelavede tatoveringsredskaber, røntgenbilleder af fanger, der har slugt gafler og det, der er værre for at komme på sygehuset. Genstandene fortæller deres historie, og de frivillige fortæller dem godt, når de viser rundt. Men det handler også om noget andet.
Lis Winther er en af de frivillige, der driver museet, viser rundt og fortæller historier.
”Når vi har skoleklasser på besøg, viser vi dem for eksempel rekrutteringsvideoen, så de måske får lyst til selv at blive fængselsbetjente. Vi får også talt med dem om, at det er en god idé at undgå at komme i fængsel,” siger Ole Hansen, der er en del af museumsholdet.
Stor historie går tabt
William Rentzmann er formand for Fængselshistorisk Selskab og var direktør for Kriminalforsorgen fra 1998-2013. Han ser lukningen af museet ved Vestre Fængsel som del af en tendens. Både museerne på Vridsløselille, Møgelkær og Kærshovedgård hænger i en tynd tråd.
”Det er trist. Det er stor historie, der går tabt. Nu vil ledelsen på Vestre Fængsel bare pakke tingene ned og placere dem på et lager. Men det er vigtigt, at tingene bliver registreret og pakket ordentligt. Det er et stort og bekostningsfuldt arbejde,” siger William Rentzmann, der er overrasket over Kriminalforsorgens manglende interesse i at bevare fortiden.
”Det er kulturhistorie og historien, om hvordan vi har straffet i Danmark over tid. Men det er også personalets stolthed, man rammer. Den faglige stolthed. Hvis man værner om fortiden, viser man, at man også værner om nutiden,” siger formanden for Fængselshistorisk Selskab.
En frelsende engel?
Museet er altså nærmest allerede lukket ned ifølge William Rentzmann og dem, der driver museet. Alligevel formår en ny gæst i museet at få de frivilliges ansigter til at lyse op, da han træder drivvåd ind i lokalet. Det er Allan Mylius Thomsen. Han er historiker med særlig interesse for København, arrangerer 300 byvandringer om året og er forfatter til 36 bøger. Han sidder også i borgerrepræsentationen for Enhedslisten og har sat sig for at redde museet ved Vestre Fængsel.
”Det lykkedes os at redde brandmuseet, og nu arbejder vi på at lave en redningsplan for Københavns Fængsler Museum,” siger han.
Ole Hansen (th) og Allan Mylius Thomsen, der har en plan for at redde museet.
Med ’vi’ mener Allan Mylius Thomsen kollegaen Nikolaj Bøgh, der også er forfatter til historiske bøger og sidder i kommunalbestyrelsen for de Konservative i Frederiksberg Kommune.
”Det er jo et stykke kulturhistorie, der går tabt. Kultur må åbenbart kun eksistere, hvis det er profitabelt. Men som Grundtvig siger: Hvis man ikke ved, hvor man kommer fra, ved man ikke, hvor man går hen,” siger Allan Mylius Thomsen, der også gerne afslører sin helt konkrete plan.
”Vi vil foreslå, at man inddrager remiserne nede bag ved Vestre Fængsel. Enten til transportafdelingen eller til fængslet. Vi samler en masse input nu, og så går vi hver især tilbage til vores partier, så problemet også bliver hørt på Christiansborg,” siger han.
For ikke så længe siden lykkedes det Allan Mylius Thomsen at få reddet Hviids Vinstue, et stykke historie i indre København, og det er tydeligt, at hans resultater og engagement tænder et håb blandt museets frivillige.
Af Maria Hamilton
Om Museet ved Vestre Fængsel
Vestre Fængsel blev opført i 1895, men genstandene stammer helt tilbage fra åbningen af Christianshavns Fængsler i 1660erne. Medarbejdere har gennem 400 år samlet genstande og arkiveret, så vi i dag kan følge fængslets udvikling gennem årene.Museet har årligt cirka 3.000 besøgende.
Museet har også gentagne gange lagt lokaliteter til filmoptagelser for DR, TV2 og filmselskaber, hvor blandt andet celler og effekter indgår i optagelserne.
