09.10.2024

Fængselsbetjent Trine Labusz

Kvinderne rykker ind i Jyderup Fængsel

Jyderup Fængsel er gradvist ved at blive omdannet til et rent kvindefængsel. Der er allerede etableret en lukket afdeling med kvindelige indsatte fra Ringe Statsfængsel. Det er dog først med udgangen af 2020, at kvindefængslet står helt færdigt. Der skal bruges en del knofedt og tænkes en del tanker  inden.

“Kvinder er åbne og vil os meget mere, fornemmer jeg. Vi bruger nogle helt andre sider af os selv.” Sådan siger Trine Labusz, som fagbladet møder i centralvagten på den nye kvindeafdeling i Jyderup Fængsel.

”Kvinderne opsøger os mere, så i starten var vi trætte, når vi kom hjem. Men det er også givende, synes jeg, og vi kan lave flere ting med dem.”

Trine Labusz er en af de første, der stifter kendskab med Jyderups fremtid som kvindefængsel. Om to år er det åbne fængsel omdannet til både arrest, åbent og lukket fængsel for 150 kvinder.

Enhedschef Ronni Dahl

Puslespil med en million brikker
I den anden ende af fængslet sidder Ronni Dahl, som lige er ansat som enhedschef for det nye kvindefængsel. Det betyder, at han er med til at styre  de processer, der i sidste ende skal sikre, at målet bliver nået.

Foran ham på bordet ligger bygningstegninger af fremtidens fængsel. Det er selve byggeprojektet og budgetteringen af det, der tager al hans tid lige nu.

”Vi har tænkt længe over de her forslag. For hvordan får vi for så få penge som muligt omdannet Jyderup Fængsel til at indeholde tre adskilte områder, arrest, åbent og lukket fængsel?”

Ronni Dahl peger, og viser på tegningerne. Der er mange sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der skal være på plads.

”Vi forventer at kunne gå i gang med at bygge til foråret, og så tager det et år. Undervejs må vi ikke gå ned i kapacitet, og vi skal samtidig have planlagt, hvordan vi får transporteret vores nuværende indsatte andre steder hen. Det bliver et kæmpe puslespil.”

Meningsfuld beskæftigelse
Det er ikke kun bygninger og sikkerhed, der skal være på plads, for at Ronni Dahl og hans kollegaer kommer i mål. Det er også det indhold, de kan fylde i tilværelsen for de kvinder, der kommer til at bebo fængslet.

”Det er et vigtigt projektmål at få skabt meningsfuld beskæftigelse for kvinderne. Vi kommer også i løbet af 2019 og 2020 til at holde en række workshops, hvor vi inddrager personalet.”

Og der er virkelig et væld af beslutninger at træffe, før fængslet står færdigt: Hvad skal proceduren være for transport af indsatte mellem de tre regimer?  Må de forskellige afsonere være i kirken samtidigt? og hvordan sikres de bedste muligheder for besøg?

”Der er rigtig meget at tænke over lige nu, men jeg synes, mine kollegaer er meget positive og engagerede. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi får skabt et rigtig godt fængsel,” siger Ronni Dahl.

Forsker: processen er presset
Charlotte Mathiassen er lektor ved Aarhus Universitet og har forsket i kvindelige indsatte. Hun er inddraget i processen med at skabe et rent kvindefængsel.

Fagbladet spurgte hende, hvad hun mener om processen i Jyderup indtil videre: ”Det er nogle virkelig positive, engagerede og dygtige fængselsbetjente, jeg samarbejder med. Men jeg må sige, at jeg er overrasket over, de vilkår der er blevet givet. Et fængsel skulle stå klar i 2020, men vupti – så skulle de første på plads i sommeren 2018. Den øvelse er svær.

Jeg er selvfølgelig optaget af, om man har tilstrækkelig tid og ro i denne pressede proces til at planlægge en tilstrækkelig god afsoning for de kvinder, som skal afsone her. Sådan som det jo var meningen, da hele øvelsen begyndte. Mit indtryk er, at alle i direkte berøring med fængslet gør det bedste, de kan for at komme i mål.”

          Af Maria Hamilton