Lige nu står det i så slemt til i Kriminalforsorgen, at det kan være svært at få øje på visioner af nogen slags.
Under alle de hårde hverdagshistorier fra fængsler og arresthuse er der dog en stor kærlighed til vores job og vores fag.
Hvis den faglige stolthed ikke var til stede, ville manglen på fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre være langt større.
Det gør mig stolt at være formand for mennesker, der på den måde ER deres fag. Men det gør mig deprimeret, at den stolthed desværre har trange kår.
Jeg er vred og indigneret over tingenes tilstand. Men motoren i Fængselsforbundets hverdagskamp for bedre forhold er stolthed og håb.
Jeg drømmer om, at det i fremtiden bliver attraktivt at være fængselsbetjent, at man har lyst til at søge ind i Kriminalforsorgen og blive her i mange år.
Jeg drømmer om, at vores fag får den respekt, det fortjener, så vi kan koncentrere os om at se fremad og gå til udfordringerne med løftet pande, fagligt stærke muskler og mod på fremtiden.
Jeg ønsker mig, at vi med al vores faglige stolthed kan være med til at løfte den samfundsopgave, vi er sat i verden for at løfte i stedet for, at vi som nu konstant bliver tvunget til at råbe op om, at vi ikke er hænder nok til at løfte den.
Det er egentlig et temmelig beskedent ønske, når man tænker over det, og det er derfor, jeg tillader mig at blive ved med at drømme og håbe for vores fags fremtid.
Jeg håber også, I stadig har en snert af håb tilbage. I skal i hvert fald vide, at vi aldrig stopper med at kæmpe for, at I og jeres faglighed kan få de bedst mulige kår.
