27.03.2024

“Jeg er flov over den måde, man behandler anstaltsbetjentene på”

Grønlandske anstaltsbetjente tjener mindre end deres danske kollegaer. Det bør Justitsministeren gøre noget ved, mener folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Det gav genlyd i de grønlandske medier, da Fængselsfunktionæren skrev, at de grønlandske anstaltsbetjente har svært ved at få økonomien til at hænge sammen i hverdagen. Betjentene får en grundløn, der er 5.000 kroner mindre end deres danske kollegaer, og samtidig er leveomkostningerne i Grønland i gennemsnit seks procent højere end i Danmark.

Det grønlandske svar på DR, KNR, kørte historien både på TV og på nettet, hvilket fik folketingsmedlemmet fra Inuit Ataqatigii, Aaja Chemnitz Larsen, til at reagere.

I Grønland kan man ikke leve af at være anstaltsbetjent. Det synes jeg, ikke er rimeligt.

”Jeg er normalt ikke en, der hidser mig op, men det er første gang, at jeg har følt mig så flov over den måde, man behandler statsansatte på i Grønland. Vi har nogle lønvilkår, der gør, at betjentene er nødt til at tage til kommunen og få boligsikring for at få råd til de faste udgifter. I Grønland kan man ikke leve af at være anstaltsbetjent. Det synes jeg, ikke er rimeligt,” siger hun.

En af de betjente, der valgte at lægge sin lønseddel ud offentligt i Fængselsfunktionæren, var overbetjent Sofiannguaq Sloth Pedersen. Efter 11 år i Kriminalforsorgen har hun en grundløn på 19.500 kroner. Det mener Aaja Chemnitz Larsen, er for dårligt.

”Der er så stor forskelsbehandling på grønlandske og danske fængselsbetjente. Og ja, vi har et andet system i Grønland med anstalter i stedet for fængsler og en kortere uddannelse. Men jeg synes, at man bør anerkende, at anstaltsbetjentene løser en vigtig opgave i samfundet. Tænk hvis de valgte at stoppe i morgen? Det ville jo have en konsekvens for hele det grønlandske samfund.”

Mangel på betjente i Nuuk
Konsekvenser oplever de lige nu på nært hold i Nuuk. Anstalten er normeret til 29 ansatte, men har kun 19, hvilket har sat øget pres på betjentene. Samtidig har Grønland svært ved at fastholde deres betjente. I perioden 2015-17 stoppede hele 12 procent. Når den nye anstalt i Nuuk åbner, stiger normeringen til 63 betjente. Det bekymrer Aaja Chemnitz Larsen.

”Mit indtryk er, at man i Justitsministeriet har fokuseret meget på de fysiske rammer med den nye anstalt og måske ikke så meget på de menneskelige ressourcer, der skal være med til at fylde rammerne ud. Med den nye anstalt kommer der også nye udfordringer, der kræver flere kompetencer af betjentene – for eksempel med de forvaringsdømte. Så det ville være oplagt i den sammenhæng at sikre et løft både til uddannelse og løn, så vi kan fastholde betjentene.”

Ministeren afventer arbejdsgruppe
Aaja Chemnitz Larsen har bedt om et møde med justitsminister Søren Pape Poulsen for at høre, hvad man har tænkt sig at gøre ved problemstillingen. Men det er ikke lykkedes endnu, da ministeren afventer en arbejdsgruppe, der skal afdække lønforholdene for både politi- og anstaltsbetjente i Grønland. Arbejdsgruppen er færdig i løbet af 2018.

”Som det ser ud nu, er vi nødt til at afvente arbejdsgruppen, selvom det er lang tid at gå og vente på en afklaring – ikke mindst for anstaltsbetjentene. Men v i vil selvfølgelig også presse på til finansforhandlingerne i efteråret til at sikre bedre uddannelse og efteruddannelse for betjentene,” siger den grønlandske politiker.

I mellemtiden har Aaja Chemnitz Larsen et klart budskab til ministeren: ”Vi står med en fælles udfordring, som jeg håber, at han vil tage på sig og tage ansvar for. Jeg synes, man skal anerkende den indsats, som anstaltsbetjentene gør, så vi kan fastholde folk. Og en stor del af den anerkendelse er at sikre ordentlige arbejds- og lønvilkår.”

Af Rebecca Eva Bodnia

 

LØN OG LEVEOMKOSTNINGER

Grønlandske anstaltsbetjente får i gennemsnit 5.000 kroner mindre i grundløn end danske kollegaer. Arbejdsugen er på 40 timer kontra 37 i Danmark. Blandt andet grøntsager, tobak og internet er dyrere i Grønland. For eksempel koster en agurk 30 kroner i Grønland og et internetabonnement op til 1.000 kroner.