03.10.2024

Ja, tak til OK24

Af Bo Yde Sørensen, forbundsformand

Fængselsforbundets hovedbestyrelse anbefaler et ja ved urafstemningen om overenskomstresultatet.

Jeg er glad for, at vi har sikret et resultat, der giver en markant lønstigning, som kommer alle vores medlemsgrupper til gode.

Alene i denne måned stiger lønnen for alle fastansatte fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre med cirka 10 procent.

For erfarne fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre er lønstigningen endnu større. Basislønnen for de uniformerede ledere får også et løft. Ligesom udrejsecentertillægget stiger for institutionsmedarbejderne.

Desuden får vi en række andre forbedringer med 10 millioner kroner til udsatte medarbejdere i Kriminalforsorgen, bedre fritvalgsmuligheder og barsel.

For mange af vores kollegaer bliver der tale om en lønstigning på 20 procent over hele overenskomstperioden. Og det kommer alle til gavn, hvis de bare bliver længe nok i jobbet.

Vi får altså endelig det historiske løft, som vi har kæmpet for i mange år: En reallønsforbedring som kan mærkes.

Forhåbentlig vil det være med til både at skabe større tilgang og mindre afgang. Det er der brug for – der er nemlig truende skyer i horisonten.

Se på Sverige, som forventer en tredobling af indsatte de næste 10 år og 15.000 flere fængselsbetjente. Jeg siger ikke, det samme kommer til at ske i Danmark, men vores fangetal forventes også at stige.

Derfor må vi gøre alt for at få vores bemanding styrket.

Mere i løn er et godt sted at starte.