03.10.2024

Ina Eliasen: De fremrykkede vagtplaner er et produkt af godt samarbejde

For Kriminalforsorgens direktører er dialogen med medarbejderne vejen frem mod et bedre arbejdsmiljø, og de fremrykkede vagtplaner et resultat af den dialog. Forbundsformanden sætter pris på hendes tilgang.

Noget af det første, Ina Eliasen gjorde, da hun tiltrådte som direktør, var at besøge alle Kriminalforsorgens institutioner og tale med medarbejderne.

”Jeg nåede at besøge omkring 70 institutioner, inden Corona satte en midlertidig stopper for min rundtur, og jeg fik talt med rigtig mange ansatte. Jeg ville gerne vide, hvad der skulle til for at forbedre arbejdsmiljøet nu og her,” siger Ina Eliasen.

Hun er opmærksom på, at flere betjente er vejen frem på den lange bane, men er interesseret i at gøre noget nu efter nogle tunge år med meget overarbejde.

”En af de ting, der blev sagt flest gange var: ’Må vi ikke godt få lidt større forudsigelighed i vores arbejde?’ Mange har taget et kæmpe slæb, og jeg var meget opsat på at forsøge at skabe fleksibilitet den anden vej. Her var fremrykningen af vagtplaner et helt konkret ønske,” siger direktøren.

Hun er glad for samarbejdet med Fængselsforbundet, der også arbejder for at imødekomme fleksibiliteten i forhold til vagtplanerne.

”Det er så positivt, at vi nu har fået landet et pilotprojekt og har fået løbet det i gang. Arbejdsmiljø står øverst på min dagsorden, og den her måde at inddrage hele organisationen er en arbejdsmetode, der er kommet for at blive. Det er fordi, medarbejderne er kommet med det her konkrete ønske, at det er blevet til virkelighed,” siger hun.

Jeg sætter stor pris på, at Ina Eliasen har blik for de mennesker, der bærer Kriminalforsorgen,” siger Bo Yde Sørensen.

Ikke en skrivebordsløsning
I Fængselsforbundet hilser Bo Yde Sørensen arbejdsmetoden mere end velkommen.

”Jeg har et rigtig godt samarbejde med Ina Eliasen, og det er positivt for forbundet og vores medlemmer, at hun zoomer direkte ind på hverdagen, lytter til konkrete problemstillinger, tager de forslag, der kommer på bordet alvorligt og handler på dem,” siger han.

”Vi kommer ingen vegne med skrivebordsløsninger uden forbindelse til virkeligheden. Jeg sætter stor pris på, at Ina Eliasen har blik for de mennesker, der bærer Kriminalforsorgen,” siger forbundsformanden.

Af Maria Hamilton