Hvad kommer der til at ske, når der planlagte fængsel ved Viborg om nogle år bliver en realitet? Dette – og mange andre spørgsmål – bliver vendt og drejet i den lille vagtstue i den midtjyske arrest.
Der er nok at se til i Silkeborg Arresthus. Og problemerne er – med variationer – de samme som i alle andre arresthuse landet over. For eksempel et voksende bureaukrati, flere regler og stigende kontrolkultur.
Den formiddag fagbladet lægger vejen forbi, er der lidt bøvl med en opdatering, som blandt andet gør det svært at kommunikere med kriminalregistret.
Tre mand står bøjet over skærmen, og skiftes til at byde ind med en løsning: ”Den slags går der en del tid med, men ved fælles hjælp lykkes det som regel at finde ud af det meste,” siger den ene betjent, før han vender sig spørgende mod sin kollega: ”Nå, skal vi til det?”
Det er tid til at dele mad ud til de 21 indsatte – én mere end der burde være: ”Men sådan er det praktisk taget altid. Vi har to-tre flere indsatte, end vi har pladser til. Det er meget sjældent, vi har under hundrede procents belægning,” siger Thomas Vishoff Petersen.
Det betyder overbelægning, og det er ikke altid helt nemt at mikse to indsatte.
”Om morgenen er de gode venner, senere på dagen er de uvenner, og når vi ikke har ledige celler, skal vi virkeligt tænke kreativt,” siger Martin Petersen.
En uvis fremtid
Han og tillidsmand Jan Hedegaard har afbrudt en fridag, og iført afslappet civilt antræk fortæller de om nogle af de tanker, de gør sig om en fremtid, som nok kan synes langt væk, men som hurtigt kan blive nærværende: For hvad sker der, når det nye store fængsel ved Viborg står færdigt om fem-seks år?
”Sagen er, at vi ikke aner det, og vi er såmænd nok også de sidste, der får noget at vide,” siger Jan Hedegaard i et lettere ironisk tonefald.
”Hvis vores hus bliver nedlagt, er det ikke alle ti betjente, der flytter med. De fleste har etableret sig i nærområdet, og desuden har vi en god arbejdsplads, på trods af alt hvad der irriterer i dagligdagen. Det ses alene ved, at vi praktisk taget ikke har nogen sygedage, og når vi endelig har, dækker vi hinanden ind – så langt det lader sig gøre uden at kollidere med 48-timers reglen,” siger Martin Petersen.
Thomas Vishoff Petersen, Martin Petersen og Jan Hedegaard.
At kende hinanden
De fleste betjente har været i Silkeborg Arrest i mange år og holder af den særlige stemning og det kollegiale sammenhold, der opstår, når man har gået op og ned ad hinanden i en årrække.
”Desuden har vi forsvindende få magtanvendelser, netop fordi vi er et lille hus. Dermed får vi et tættere kendskab til de indsatte og kan lettere etablere en fornuftig relation, som tager spidsen af konflikter, før de når at udvikle sig. Man kan udtrykke det således, at trangen til at spille med musklerne er mindre i et hus hvor alle kender hinanden. Modsat i et stort fængsel, hvor de indsatte møder mange forskellige betjente, som de ikke får et tillidsfuldt forhold til,” siger tillidsmanden.
Rækker ikke langt
Ifølge de foreløbige oplysninger, skal det planlagte fængsel ved Viborg rumme 400 indsatte og være arbejdsplads for 240 fængselsbetjente.
”Men hvor skal de komme fra?” spørger Jan Hedegaard retorisk: ”Selv hvis man nedlægger for eksempel fem midtjyske arresthuse, vil det kun frigøre i omegnen af 50 betjente, og så er der altså langt op til de 240. Og det forudsætter endda, at alle vil være parate til at skifte tjenestested, hvad jeg altså tvivler stærkt på.”
”Det er velkendt, at Kriminalforsorgen har store problemer med at rekruttere og ikke mindst fastholde uniformerede medarbejdere. Og intet tyder på, at det bliver lettere de kommende år,” siger han.
Selv får Jan Hedegaard ikke lejlighed til at lære det nye fængsel at kende. I hvert fald ikke iført blå skjorte og med peberspray i bæltet.
”Jeg er på vej til at fylde 60, så det bliver næppe aktuelt for mig.”
“Men foreløbigt bliver jeg i Silkeborg Arrest, og så er jeg i øvrigt ret sikker på, at der også er en fremtid for mig derude – på den anden side af ringmuren,” lyder det fra tillidsmanden.
