27.03.2024

Hvorfor behandler arbejdsgiver sine ansatte sådan?

Michael Knudsen blev overfaldet af en indsat i 2014. Først tre år senere fik han grønt lys til at få dækket tandlægeregningen. Han opfordrer Kriminalforsorgen til at være bedre til at hjælpe tilskadekomne medarbejdere.

Jeg blev tilbage i august 2014 overfaldet af en indsat, som medførte brækket næse, synsforstyrrelser, hjernerystelse og siden massiv hovedpine. Ligeledes fik jeg beskadiget nogle tænder.

Efter sygemelding og langsom opstart på et værksted startede jeg i uniform igen i foråret 2015.

Jeg gik løbende til tandlægebehandling for lindrende behandling af gener og smerter i tænderne, hvilket Nyborg Fængsel betalte uden problemer. I februar 2016 blev der lavet et overslag på, hvad behandling af tænderne ville koste, men da det var over 10.000 kroner, var det ud over den ramme, Nyborg måtte dække, og sagen gik til områdekontoret i Kolding.

Tænk på hvad en sygedag koster på grund af hovedpine kontra en behandling hos en fysioterapeut?

Områdekontoret svarede tilbage, at direktoratet (DfK) havde sagt, at jeg skulle få udfærdiget en erklæring ved tandlægen, og at jeg kunne påbegynde behandling, da afgørelsen ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) jo godt kunne tage noget tid. Jeg tænkte, at så var alt godt, men som tandlægen sagde, fjerner man jo ikke to tænder for sjov. Man venter til generne bliver værre. Da generne tog til, kontaktede jeg i september 2016 den person i DfK, der havde udtalt, at jeg kunne påbegynde behandling.

Personen i DfK ville rykke AES for en afgørelse, og så skulle vi afvente. Jeg sagde, at jeg havde på skrift i en mail, at jeg kunne påbegynde behandling. Personen sagde, at det var ikke sådan, det skulle forstås. Personen sagde, at denne var jurist, og at staten jo var selvforsikret. Jeg var mildest talt målløs.

Jeg fik efterfølgende uden yderligere forklaring tilsendt diverse vejledninger og regelsamlinger vedrørende tandskader.

AES afgjorde arbejdsskadesagen i oktober 2016. Afgørelsen var, at arbejdsskaden var anerkendt, men at der ikke kunne ydes økonomisk dækning for tandlægebehandling. Jeg syntes, at det var en mærkelig afgørelse, men tænkte, at så ville arbejdsgiver nok dække udgifterne.

Jeg kontaktede igen den samme person i DfK. Denne sagde, at når de skrev sådan, havde arbejdsgiver ikke pligt til at betale for behandlingen. Jeg sagde, at det er muligt, men at det kan da ikke passe, at arbejdsgiver ikke vil dække, så må noget da laves om. Det havde personen ikke nogen kommentarer til. Jeg kontaktede nu forbundet, og de satte mig i forbindelse med en advokat, der rådede mig til at søge eget forsikringsselskab. Forsikringsselskabet meddelte, at de ikke ville betale (det var jo ikke sket i fritiden), men at selskabets tandlæger havde vurderet, at skaden bestemt var behandlingskrævende, og at man på mine vegne havde klaget til AES over afgørelsen.

Efter klagen fra forsikringsselskabet kom AES med deres nye afgørelse i april 2017. AES ville nu godt dække udgifterne i forhold til det overslag, der var blevet lavet tidligere.

Jeg begyndte i foråret 2017 på behandling af de to tænder, men det er en lang proces. Det mest frustrerende er, at arbejdsgiver ikke af sig selv betaler behandlingen, men at man i stedet skal vente så længe på en afgørelse.

Siden overfaldet har jeg gået til fysioterapi en gang om måneden, fordi jeg har problemer med nakken. Hvis ikke jeg får de behandlinger, udløser det hovedpine. Efter Aleris-Hamlet har taget over, kan man kun få seks behandlinger. Så er det slut. Hos Sundhedsdoktor, der stod for den tidligere ordning, blev behandlingerne løbende godkendt, da det jo er en varig skade.

Jeg har kontaktet både områdekontoret og Aleris Hamlet, men der er ikke noget at gøre. Tænk på hvad en sygedag koster på grund af hovedpine kontra en behandling hos en fysioterapeut?

Hvis Kriminalforsorgen vil være en moderne virksomhed, er det på tide, at de hjælper deres tilskadekomne medarbejdere bedre.

Dette læserbrev er skrevet for at undgå, at andre skal igennem et sådan bureaukratisk system. Volden og skrammerne er, hvad det er, men det andet er faktisk det værste.

De ansvarlige må kigge på de procedurer, der er for kollegaer, der kommer til skade i tjenesten. Også når beløbet overskrider deres grænser. Det andet er simpelthen ikke godt nok.

Jeg vil gerne sige tak til forbundet og advokat Stine Gry for hjælp og rådgivning. Samt tak til Tjenestemændenes Forsikring for deres indsigelse til AES.

Pas på hinanden og jer selv derude.
Michael Knudsen, Nyborg Fængsel


KOMMENTAR FRA KIM ØSERBYE, FORBUNDSFORMAND:
Jeg er rystet over, at et medlem – som får sparket tænderne ud ved et særdeles groft overfald – er blevet behandlet sådan. For forbundet er det sådan set ligegyldigt, om Kriminalforsorgen senere får penge tilbage, når der ikke er tvivl om handlingsforløbet. Jeg synes faktisk, de skal skamme sig og komme til lommerne i den slags sager, fremfor at spise medlemmet af med en eller anden latterlig, juridisk spidsfindighed for at undgå at betale.


SVAR FRA TINE VIGILD, CHEF FOR KONCERN HR:
Jeg forstår til fulde den frustration, der kommer til udtryk i Michaels indlæg. Det er meget trist, når en af vores medarbejdere kommer til skade i tjenesten. Det er endnu mere ærgerligt, når den tilskadekomne oplever, at man skal bruge unødige kræfter på at få betalt behandlingen af skaderne, fordi det er vanskeligt at få de forskellige myndigheders regler til at spille sammen.

Kriminalforsorgen kan ikke selv vurdere tandlægernes behandlingsplaner og behandlingsudgifter, når der er tale om en anmeldt arbejdsskade. Vi er afhængige af en afgørelse herom fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – tidligere Arbejdsskadestyrelsen. De skal, efter reglerne, komme med en afgørelse inden for tre måneder, hvis det er en tandskade. Det skete desværre ikke i denne sag trods flere rykkere fra Kriminalforsorgen. På baggrund af sagen vil vi imidlertid se på størrelsen af det beløb, som forsikringsenheden selv kan afgøre, som i dag er op til 10.000 kroner.

Den nuværende sundhedsordning er til akut opståede skader og henvisning til rette behandling i det offentlige sundhedssystem. I den konkrete sag er der tale om et varigt behandlingsbehov, og det er desværre ikke omfattet af Kriminalforsorgens sundhedsordning.

Vi har siden 2015 haft stort fokus på nedbringelse af vold og trusler samt håndteringen af medarbejdere, der har været udsat for voldsomme hændelser. Dette arbejde vil fortsat have høj prioritet, og der er flere læringspunkter i Michaels indlæg, som er relevante for kommende indsatser. Tryghed på jobbet handler også om at hjælpe vores medarbejdere på den rigtige måde, når skaden desværre er sket.