Tom Hansen er tidligere indsat. Nu er han ansat i Café Exit, der hjælper løsladte med at lande i verden igen. Han står bag et cykelprojekt, der reparerer og sælger gamle cykler.
”De kasserede cykler er ligesom os, der har siddet i fængsel. De er for gode til at blive smidt ud og kan stadig bruges, hvis man lige lægger lidt arbejde i,” siger Tom Hansen, der selv har afsonet knap fem år og blev løsladt for tre år siden.
”Vi får cirka tyve cykler om måneden fra Nordsjællands og Københavns Vestegns Politi, og 95 procent af dem bliver til cykler, der kan bruges. Det tager i gennemsnit en dags arbejde at reparere. Så sælger vi dem for mellem 500 og 1.500 kroner, lige meget hvad, de har kostet før. Vi vil gerne have, at alle har mulighed for at få en cykel, også tidligere indsatte. Mange kommer ud med en kæmpe gæld, der stopper dem i rigtig meget,” siger han.
Det var under afsoning i Horserød Fængsel, at Tom Hansen først blev koblet på et cykelprojekt, hvor de reparerede kasserede cykler til de studerende på DTU. Han stiftede samtidig bekendtskab med Café Exit, og valgte at deltage i en mandagsklub sammen med en fængselsbetjent.
”Når man bliver løsladt, er det lidt som at skulle hoppe på en bus i fuld fart, og der er Exit en god brobygger, der kan hjælpe en med at finde sig til rette i samfundet igen og lære at føle, man stadig har værdi. Café Exit er det første sted, hvor jeg blev mødt uden fordomme,” siger Tom Hansen.
De tog da også positivt imod hans cykelidé, og tre måneder inden endt afsoning havde Tom et job, som han pendlede til og fra.
Nu sælger de 100 cykler om måneden
Cykelprojektet begyndte med 3.000 kroner til værktøj, et lånt lokale i Apostelkirken på Vesterbro og en aftale med Nordsjællands Politi om at få de cykler fra Hittegods, der ellers ville blive sendt til skrot.
”Følelsen af at fikse noget, andre har kasseret og med en lille indsats få det til at virke igen giver en kæmpe tilfredsstillelse. Vi har solgt omkring 400 cykler, og vi har fået to reklamationer,” siger Tom, der var 100 procent af tiden på cykelprojektet det første år af sin ansættelse.
Nu har han fået en medhjælper, Jens, der også er tidligere indsat, og som hovedsageligt står for cykelreparationen. Tom Hansen holder nemlig også mange foredrag om at sidde i fængsel og komme ud igen, arbejder i Café Exit og er sekretær for Fangekoret, som han er aktiv del af.
Men cykelværkstedet ligger ham stadig nær, og han har mange ideer til, hvordan det kan udvides og komme endnu flere til gavn.
”Jeg kunne godt tænke mig at undervise de indsatte i at reparere cykler inde i fængslerne, så de måske kan fikse deres familiers cykler, mens de sidder der. Det er svært at få lov til på grund af sikkerheden. Men vi håber også på at etablere et samarbejde med Jyderup Fængsel om for eksempel at komme og undervise kvinderne i at reparere cykler, vi har et godt samarbejde med Kriminalforsorgen,” siger Tom Hansen.
Af Maria Hamilton
CAFÉ EXIT
Café Exit – fra indsat til værdsat har eksisteret siden 2007, hvor Louise Adrian, der leder
fangekoret, fængselspræsterne i Vestre Fængsel og sognepræsten i Apostelkirken på
Vesterbro oplevede, at der manglede tilbud til de løsladte, når de kom ud og skulle have
deres liv til at fungere igen. Cafeen er et mødested, hvor man også kan få hjælp til at
få styr på sin gæld, få NemID, gå til tandlægen eller andet, der kan være svært. Der
er 11 ansatte og 130 frivillige og afdelinger i København, Aarhus og Odense.Du kan læse mere om cykelprojektet og købe en cykel via Café Exits
hjemmeside: www.cafeexit.dk