03.10.2024

Flere børn og unge sidder i fængsel

Sidste år sad der i gennemsnit 14 mindreårige i fængsler og arresthuse hver dag. Tallet er det højeste siden 2010, til trods for at ungdomskriminaliteten er historisk lav. 

Det virker som et paradoks, at der hver dag sidder flere og flere børn og unge indespærret i Kriminalforsorgens institutioner samtidig med, at ungdomskriminaliteten falder. Men det er ikke desto mindre tilfældet.

I 2016 sad der i gennemsnit 14 personer under 18 år i fængsler og arresthuse hver dag. Det viser Kriminalforsorgens statistik på området. Tallet for 2016 er det højeste i seks år. I 2015 var det 11, og året før var det ni mindreårige. Ifølge Danmarks Statistik begår 15-19-årige dog kun halvt så meget kriminalitet i dag som for ti år siden.

Per Larsen, der er formand for Børnerådet, er meget kritisk overfor det stigende antal børn og unge, der kommer i kontakt med det rå miljø bag murene.

“Vi anbefaler på det kraftigste, at børn ikke sidder i fængsel, og det er afgørende, at vi får rustet vores sociale system, så det er muligt at placere dem på sikrede institutioner i stedet. De her børn og unge har brug for en intensiv pædagogisk indsats, og ikke de voldsomme omgivelser et rigtig fængsel er,” siger Per Larsen.

Den tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi medgiver, at der kan være få tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge egentlige arresthuse til kriminelle mindreårige, men at det bør være yderst sjældent. Og hvis det sker, skal der være retningslinjer, der følger den mindreårige og ikke institutionen:

“Der er stor forskel på reglerne for, hvor længe man må sidde isoleret på en sikret institution og et arresthus eller fængsel. Blandt andet derfor kan det være meget voldsomt for børn og unge at sidde i rigtige fængsler. Så der bør være et sæt særlige regler for mindreårige i arresthuse, hvis det ikke lykkes at få kriminelle børn og unge overført til en sikret institution,” siger Per Larsen.

Antal børn og unge i fængslerne per dag

Kilde: Kriminalforsorgens statistik over unge indsatte
Årsag til stigning er uvis
Ifølge Hannah Hagerup, der er socialfaglig konsulent i Direktoratet for Kriminalforsorgen, er der kapacitet nok på de sikrede institutioner.

“Efter vores opfattelse mangler der ikke pladser,” siger hun.

Hun mener, der er flere forklaringer på, at børn og unge, der varetægtsfængsles, alligevel opholder sig i fængslerne i stedet for på sikrede institutioner.

“Der er en håndfuld unge, der vurderes til ikke at passe ind i en anbringelse på en sikret institution. Det kan for eksempel være fordi, de af en dommer vurderes til at ville stikke af fra en sikret institution, og derfor skal varetægtsfængsles i en arrest, eller måske tidligere har haft et problematisk ophold på en sikret institution,” siger Hannah Hagerup.

Hun kan ikke komme med et klart bud på, hvorfor tallet stiger, men henviser til, at en igangværende forvaltningsrevision af området, netop er sat i gang i direktoratet.

Da Fængselsfunktionæren senest skrev om problematikken i sommeren 2015, blev der ligeledes henvist til et igangværende arbejde på en kortlægning af området. En kortlægning som bestilt af den forhenværende justitsminister Mette Frederiksen (S). Den kortlægning har det ikke været muligt at opspore eller afdække skæbnen af.

Med andre ord er det uvist hvilke faktorer, der skaber stigningen i antallet af børn og unge i fængslerne.

Udviklingen ærgrer Fængselsforbundet
Ligesom Børnerådet er kritisk overfor børn i fængslerne, er det heller ikke videre populært blandt fængselsbetjentene, at der sidder mindreårige blandt de indsatte. Det siger Fængselsforbundets formand Kim Østerbye:

“Vi så helst, at unge kriminelle under 18 år opholdte sig på sikrede institutioner. Fængsler og arresthuse er ikke bygget til mindreårige. Det er barske steder. Vi prøver selvfølgelig at skærme de unge så godt som muligt, men i en tid med manglende personale og strammere sikkerhed, er det ikke altid at den pædagogiske værktøjskasse kommer tilstrækkeligt i brug,” siger han.

Af Kristian Westfall