17.04.2024

Uddannelsen i Møgelkær er indviet

I september 2018 foreslog Fængselsforbundet, at man tog Møgelkær Fængsel i brug som skole. Den 5. august 2019 sidder 43 elever klar i fængslets kirke til skolestart og indvielse af den jyske uddannelsesinstitution.

Flaget er hejst, og 43 uniformerede elever går mod kirken i det gamle Møgelkær Fængsel udenfor Horsens på deres første skoledag. Cellerne er lavet om til kollegieværelser, og der dufter af nye møbler i de undervisningslokaler, der tages i brug for første gang ganske snart. To klasser, 37 fængselsbetjente og 6 værkmestre.

”I har valgt et job, hvor man virkelig kan gøre en forskel,” siger Kriminalforsorgens direktør Thorkild Fogde fra talerstolen og ønsker de nye elever velkommen og tillykke.

Herefter træder den nyslåede justitsminister Nick Hækkerup op på talerstolen.

”Som justitsminister er det mit job at sørge for, at borgerne føler sig trygge i et retfærdigt samfund. Men det er også mit job at hjælpe mennesker ud af deres kriminelle løbebane. Resocialisering er en af jeres vigtigste opgaver,” siger han.

Syv forslag fra Fængselsforbundet
Efter indvielsen spørger fagbladet justitsministeren, hvordan han vil sikre resocialiseringen i en tid med bemandingsproblemer.

”Tallene taler deres klare sprog – vi taber fængselsbetjente, mens belægget stiger. Øget resocialisering kræver flere betjente. Det skal løses, og Fængselsforbundet har jo sendt mig syv forslag til, hvad jeg skal gøre. Det er klart, at jeg vil lytte til organisationerne for at blive klogere på situationen,” siger Nick Hækkerup, der allerede har et møde med Fængselsforbundets formand i kalenderen.

Bo Yde Sørensen er også mødt op til indvielsen af den nye skole for Fængselsbetjente. I hans øjne er det et godt og tiltrængt tiltag, men øget rekruttering er ikke eneste nødvendige fokus.

”Det var jo Fængselsforbundets idé at bruge Møgelkær Fængsel som ny skole, og vi er glade for, at der nu bliver mulighed for at rekruttere bredere. Vi hilser alle nye elever stort velkommen og glæder os over opbakningen til uddannelsen og et efterfølgende virkelig spændende job,” siger forbundsformanden og tilføjer: ”Det er bare vigtigt, at vi husker, at rekrutteringen kun er én af de strenge, vi skal spille på. Fastholdelse er endnu vigtigere i mine øjne, så vi begrænser antallet af betjente, der forlader jobbet.”

Af Maria Hamilton

Syv forslag til Nick Hækkerup

Forslag: Lad os bruge Møgelkær som midlertidig uddannelsesinstitution