Kan resocialisering og relationsarbejde foregå på et kontor bag en computerskærm? Nej, det kan det ikke. Ikke alene i hvert fald. Når målet er, at klienten skal i centrum, kan det ikke være meningen, at en stor del af vagten skal foregå på kontoret.
Af forbundssekretær Heidi Olsen
Jeg tror faktisk, at både politikere og arbejdsgiver inderst inde er klar over, at det har taget overhånd. Vi vil gerne udføre alle de opgaver, der bliver udstukket. Vi ved også, at sagsbehandling og registrering er en del af jobbet, og skal udføres med kvalitet. Men hvor er tiden til klienten i centrum? Hvis den lovgivende magt mener, at klienten i centrum betyder, at de i højere grad og overlades til sig selv, og lade fængselsbetjentene sidde gemt væk på et kontor uden overblik over de indsatte, så mener vi, der er nogle, der har forregnet sig. Vi ved alle godt, at de kriminelle der i dag sidder i fængsel, er af en karakter, hvor der bestemt ikke er hensigtsmæssigt og lade dem overtage styringen på gangene.
Postulatet er her, at opgaven med sagsbehandling er gået for vidt. Ikke at vi skal udføre opgaverne, men det er blevet alt for tidskrævende set i lyset af alle de andre vigtige opgaver. Politikerne har i den nuværende flerårsaftale slået fast, at fængselsbetjentene er krumtappen i opgaven med klienterne. Det er vi stolte af. Vi påtager os gerne opgaven.
Men det begynder at være tomme ord at tale om relationsarbejde, rollemodeller, arbejde med mennesker og gøre en forskel.
Sagsbehandlingen er generelt blevet mere vanskelig og kompleks, og ikke mindst tidskrævende. Det kræver stor opmærksomhed. Og det kræver både tid og ro, hvis vi skal aflevere et ordentligt stykke arbejde. Med betydelige besparelser og færre på vagt, så er det bare en dårlig cocktail.
I takt med, at opgaven bag computertern er blevet mere kompleks og vanskelig har man heller ikke vist rettidig omhu i forhold til at uddanne personalet i alle de nye tiltag. Der kommer en vejledning eller en mail, hvori tingene er beskrevet; altså en mail man skal forholde sig til midt i handleplaner, udgange, registreringer og relationsarbejde, opsyn, konflikthåndtering og meget andet.
Det er ikke seriøst. Vi kan ikke være det bekendt over for personalet, der løber sig halvt ihjel, og man kan bestemt heller ikke forvente den ensartethed, man efterspørger så tit.
VI må sætte os sammen, og træffe de beslutninger der skal til; finde måder hvorpå opgaven løses, således at kerneopgaven stadig er holdepunkt for alle fængselsbetjente.
