Efter lang tids usikkerhed blev det udmeldt i juni, at Møgelkær Fængsel og otte arresthuse lider lukkeskæbnen på grund af Kriminalforsorgens overkapacitet.
“Kriminaliteten har igennem en årrække været faldende, hvilket har betydet færre indsatte og dermed ledig kapacitet i kriminalforsorgens institutioner,” sådan lyder formuleringen i den politiske aftale, som blev indgået i efteråret.
Hvad betyder denne formulering for medarbejderne?
Svaret kom fredag den 1. juni. Et åbent fængsel lægges i dvale. Det samme sker for fem arresthuse. Mens tre andre arresthuse lukkes permanent.
Chok i Møgelkær
Det er ikke morsomt, når man mister sin arbejdsplads gennem mange år. Det kan fængselsbetjent Lene Nylander Thomsen skrive under på. Hun er en af 120 medarbejdere i Møgelkær Fængsel, som skal finde et nyt sted at arbejde i Kriminalforsorgen.
”Mange kollegaer er i chok. Efter mødet blev vi sammen for at snakke, fordi alle var dybt berørte og kede af det. Det har længe været undervejs, at det måske var os, der lukkede, men alle havde selvfølgelig håbet lige til det sidste,” siger Lene Nylander Thomsen.
Frem til den endelige lukning i løbet af efteråret fortsætter hun og kollegaerne dog arbejdet, hvorefter medarbejderne flyttes til andre institutioner.
”Vi lukker og slukker ordentligt. Vi er her til det sidste, fordi sådan er Møgelkær-ånden,” siger hun.
Fængselsforbundets områdetillidsrepræsentant Brian Hedensted er også ked af fængslets lukning.
”Jeg er ked af den beslutning, der er truffet. Møgelkær er kendt for at være en god arbejdsplads med en høj faglighed. De har løftet en kæmpe opgave gennem årene.”
Han vil nu kæmpe for, at de berørte betjente får masser af støtte i forbindelse med, at de skal flyttes:
”Jeg synes, de har fortjent, at den videre HR-proces bliver hurtig og transparent, så betjentene kan få afklaring omkring fremtiden,” siger han.
Otte arresthuse
Udover Møgelkær lukkes arresthusene i Assens, Hjørring og Tønder permanent. Her er chokket mindre, eftersom husene i forvejen stod tomme.
Anderledes forholder det sig i fem andre arresthuse. Nemlig: Nakskov, Nykøbing Falster, Næstved, Svendborg og Maribo.
De tre førstnævnte skal i første omgang bruges til udlændinge frem til Udlændingecenter Ellebæk er udvidet.
Mens de sidste to – Svendborg og Maribo – lægges i dvale i år eller næste år alt efter behovet for varetægtspladser.
Mange er berørte
Med fire lukninger bliver Sydsjælland, Lolland og Falster altså hårdt ramt af lukninger.
Fængselsforbundets områdetillidsrepræsentant Henning Mørck har fået mange telefonopkald fra medlemmerne.
”Jeg har talt med mange af de berørte betjente, og reaktionen på lukningerne er chok. Mange er usikre på, hvad fremtiden bringer,” siger han.
Det nye Storstrøm Fængsel mangler ansatte, og derfor er det nok der, mange kommer til at arbejde fremover.
”Jeg kender Storstrøm. Det er en fin og meget moderne arbejdsplads. Der er gode betjente dernede, som glæder sig til at få nye kollegaer. Men det ændrer ikke på, at dem, der skal flyttes, har fået vendt fuldstændig op og ned på deres livssituation,” siger Henning Mørck.
Han oplever, at mange kollegaer føler, at tæppet er blevet hevet væk under dem.
Andre snakker om helt at søge ud af Kriminalforsorgen. Han håber, at der fra ledelsesside bliver taget godt hånd om de betjente, der vælger at blive tilbage.
”Betjentene føler sig som duploklodser. Jeg håber, at Thorkild Fogde lever op til det, han lovede på intranettet, at det her skal være en god proces for de berørte betjente.”
DISSE INSTITUTIONER LUKKER
- Møgelkær Fængsel bliver lagt i dvale i løbet af 2018.
- Nakskov Arrest, Nykøbing Falster Arrest og Næstved Arrest prioriteres i 2018 til håndtering af udlændingeopgaven og bliver lagt i dvale, når den forventede udvidelse af Udlændingecenter Ellebæk er gennemført.
- Svendborg Arrest og Maribo Arrest bliver lagt i dvale, hvis arrestantbelægget tillader det. Om dette sker i 2018 eller 2019, afhænger af den effekt, som åbningen af Storstrøm Fængsel og Nykøbing Fængsel samt genåbningen af Køge Arrest får.
- Assens Arrest forbliver lukket, men vil indgå som reservekapacitet.
- Hjørring Arrest og Tønder Arrest, som i dag er i dvale, lukkes permanent.