For transportbetjentelev Jeppe Westergaard har det seneste år været fuld af overraskelser, men dagligdagen er så småt ved at indfinde sig.
Det var ikke helt let at få aftalen om et interview i hus. Den 23-årige transportbetjentelev Jeppe Westergaard har nemlig travlt; travlt med at tage nogle af de mange ekstravagter, der er nødvendige for at få tjenesteplanen til at hænge sammen.
”Men til forskel fra fængselsbetjentene kan vi ikke beordres på tjeneste, vi er nemlig ikke tjenestemænd, men overenskomstansatte,” forklarer Jeppe, efter at have parkeret sin Yamaha-motorcykel inde bag det grønne trådnet der indhegner Vestre Fængsel, og minder om en væsentlig præmis for alt arbejde i fængslerne: Sikkerhed.
Sikkerhed indenfor murene, men også udenfor, for eksempel i de biler transportbetjentene benytter til at køre indsatte mellem fængsler og domstole, til og fra hospitalsbehandling og så videre.
”Og ja, vores køretøjer er udstyret med blå blink og horn. Vi har peberspray og stav som den personlige udrustning, og de indsatte bliver ofte lagt i transportbælte. Set udefra kan sådan et sikkerhedsopbud måske virke lidt dramatisk, men sandheden er, at vores hverdag gennemgående er meget fredelig,” siger Jeppe Westergaard og fortsætter:
”Især ved længere transporter gælder det om at etablere et fornuftigt forhold til de indsatte, så vi undgår konflikter. Det bedste er at skabe en god dialog, men nogle gange er det op ad bakke. Der kan være sproglige udfordringer, men nogle indsatte signalerer tydeligt, at de absolut ikke ønsker at tale med os. Det er bare sådan, det er. Det er en del af virkeligheden, som vi selvfølgelig forholder os professionelt til. Omvendt har nogle indsatte et stort behov for at tale, mens andre er meget nysgerrige efter at vide, ’hvad vi er for nogen’, for de kan jo godt fornemme, at vi ikke er fængselsbetjente. Og så er der dem, der er stolte og praler med deres store bedrifter. Men indsatte er forskellige, og jeg er stødt på flere, som for den sags skyld kunne have været min nabo.”
For eksempel spørger jeg altid, om de ønsker en trøje over transportbæltet, for eksempel på et hospital. De færreste ønsker at skilte med, at de er frihedsberøvet.”
Bevar roen
De få gange Jeppe har været ude for noget, der måske kunne være endt med magtanvendelse, har han med talens brug og den rigtige attitude fået situationen under kontrol: ”Ofte er det rene bagateller, der kan få situationen til at gå op i en spids i et letantændeligt miljø. For eksempel skulle en indsat vente fem minutter på en transport, og det gjorde ham meget hidsig. Men ved at bevare roen og tale dæmpet fik jeg ham til at falde ned. Man må for alt i verden ikke tale ned til de indsatte. Det fornemmer de straks, også selv om de ikke forstår sproget. Tilsvarende gælder det om ikke at ydmyge dem. For eksempel spørger jeg altid, om de ønsker en trøje over transportbæltet, for eksempel på et hospital. De færreste ønsker at skilte med, at de er frihedsberøvet.”
Et særligt indblik
Til transportbetjentenes opgaver hører bevogtning i retterne. Det kan være en blandet fornøjelse.
”At høre på aflytning og videooptagelser i otte timer kan være en temmelig langstrakt affære. Omvendt kan det nærme sig det underholdende, når tiltalte lyver så åbenlyst, at enhver kan se og høre det.”
Jeppe Westergaard har gennem sit arbejde fået indblik i en verden, han kun kendte fra film.
”Jeg husker, da jeg første gang så en celle og tænkte: hold da op, 23 timer i døgnet! Det er godt nok barsk. Men alt i alt har det været spændende at lære den skjulte side af samfundet at kende.”
Efter kun et år i jobbet mærker han, at dagligdagen har indfundet sig: ”Den første gang jeg kørte transport, var det superspændende og meget specielt.
Nu er det rutine, præcis som man kender det fra ethvert andet arbejde, siger Jeppe Westergård og fremhæver det gode kollegiale sammenhold: ”Det er helt afgørende, at vi stoler på hinanden.”
”Til gengæld er lønnen for lav. Alligevel er der blandt kollegaerne nogle, som er gået fra et vellønnet job til fordel for transportbetjent. Det har hver især nok deres grunde til,” siger den 23-årige betjent, som ikke lover, at han kommer til at fejre 25-års jubilæum: ”Foreløbigt gør jeg den toårige uddannelse færdig. Og så ser jeg, hvad verden byder på.”
Af Preben Lund
