En amerikansk kriminologstuderende besøgte sidste år Jyderup Fængsel. Mødet med fængselsbetjent Jeanette Holmstrøm efterlod et stort indtryk. Det fremgår af den studerendes brev til betjenten, som fagbladet har fået lov til at bringe.
Kære fængselsbetjent Jeanette
I september besøgte min klasse jeres åbne fængsel, og på det besøg lærte du mig noget af det vigtigste, jeg endnu har lært i kriminologi. Når jeg ser tilbage, handlede det om, hvad autoritet bør være, hvordan den kan være med til at få et fængsel til at fungere bedre og hvordan indbegrebet af denne autoritet er væsensforskellig fra det, jeg indtil da havde forstået autoritet som. Du afspejlede noget af det bedste ved de skandinaviske retssystemer samtidig med, at du anerkendte, at disse systemer også kan have fejl. Jeg genlæste for nylig en artikel fra Washington Post med titlen ”I Danmark behandles indsatte ikke som fanger – og det er godt for alle”. Den forklarer, hvordan danske fængselsbetjente arbejder ud fra et grundlæggende humanistisk udgangspunkt og hvordan mange betjente – som du – først og fremmest fokuserer på at prioritere de indsattes værdighed og normalitet snarere end at være optaget af deres egen autoritet og af de indsattes respons på autoriteten.
Artiklen viser, hvor vigtigt det er at acceptere muligheden for fejl i så komplekst et miljø som fængslet; både hos indsatte og hos sig selv. Jeg er opdraget i en amerikansk tankegang og gik derfor ud fra, at betjente ville få størst respekt fra indsatte (uanset hvilken kultur de var fra), hvis betjentene var truende, robot-agtige og overlegne. På mange måder troede jeg, at frygt var det, der ville virke på indsatte, og derfor at frygt ville være optimalt i et fængsel. Du, Jeanette, ændrede den tankegang for altid. Din væremåde og den måde jeg så dig interagere med den indsatte ’N’, lærte mig, at autoritet ikke handler om at intimidere. Jeg gætter faktisk på, at N’s ufravigelige respekt for dig var inspireret af din venlighed og tilgængelighed. Du fremstod ikke som et væsen fra en anden verden, som andet end et menneske, der gør sit arbejde. Du ignorerede ikke N’s menneskeværdighed og hans sjæl; for eksempel bankede du på døren i stedet for blot at brase ind hos ham, og du respekterede hans personlige grænser, da I talte med vores klasse. Din menneskelighed viste sig endda i dine smil. Når vi talte om nogle af de fejl, N har begået i sit liv, fik du ham ikke til at ligne et ondt væsen og lod ikke som, at fejlene betød hans endeligt som menneske. Du nævnte også, at på vejen mod at blive bedre har han snublet.
I artiklen står der, at ”ud af de 60.000 udgange, som indsatte i Danmark har hvert år, er det kun 3 procent der bryder vilkårene eller lader være med at komme tilbage til fængslet”. Livet i jeres åbne fængsel oplevede jeg som et, der var til at holde ud at leve for indsatte, som bor der, og som fængslet søger at rehabilitere. De havde helt klart fået frataget deres frihed – det forstår jeg somgrundlæggende for det åbne fængsel – men deres liv blev ikke gjort mere trøstesløst eller barskt, end det burde eller behøvede at være. Jeg tror, at det også er med til at gøre dig så respekteret blandt de indsatte og med til at gøre dig til det mest imponerende eksempel på effektiv autoritet, jeg endnu har oplevet.
I mødelokalet beskrev N, at hvis han så en indsat overfalde dig, ville han instinktivt og uden at tænke nærmere gribe ind for at beskytte dig. N’s vilje til at forsvare dig demonstrerer den anseelse, du har og den agtelse, han har for dig, din personlighed og den måde, du udfører dit job på. Jeg oplevede N som en, der trives og udvikler sig under dit lederskab, og det gjorde det klart for mig, at du virkelig er et eksempel på positiv magtudøvelse og embedsførelse.
Du har haft enorm indflydelse på min tankegang med hensyn til kriminologi, og om hvordan fængsler kan fungere i en multikulturel kontekst; den indflydelse vil ikke ændre sig. Tidligere havde jeg et overdrevent etnocentrisk perspektiv på fængsler og fængselsbetjentes rolle. Jeg tænkte, at kriminelle skulle straffes, og at de skulle fratages deres rettigheder som mennesker, fordi de havde udvist manglende evne til netop at være mennesker. Du understregede, hvor vigtigt rehabilitering er i forhold til gengældelse; i mit sind fik de to begreber ny værdi og betydning. Du er for mig ansigtet på de mest positive elementer af de skandinaviske fængsler, og det blev du også, selvom du fortalte, at ikke alle relationer mellem indsatte og betjente er så givtige som jeres. Jeg har ikke en naiv forestilling om, at det danske system fungerer perfekt. Det har også fejl.
Vi er alle mennesker; din evne til at vedgå, at der er risiko for fejl eller for utydeligheder inden for din egen profession gjorde et stærkt indtryk på mig og formede fundamentet for, hvordan jeg studerede de skandinaviske retssystemer i de følgende måneder. Dét virker for alle, som der står i artiklen. Tak for at du brugte tid på os og for dit engagement i at skabe et velfungerende retssystem.
Med venlig hilsen
Caroline Welch
