27.03.2024

Det kræver et godt helbred at være syg i Kriminalforsorgen

Fængselsbetjente, der bliver afskediget på grund af sygdom, kan også blive hårdt ramt økonomisk midt i sygdommen og med risiko for store personlige konsekvenser til følge. 

Af forbundssekretær René Larsen

Kriminalforsorgen afskediger hvert år mellem 35 og 40 uniformerede medarbejdere. Det har ikke ændret sig væsentligt gennem de seneste mange år. Fængselsarbejde kræver stor robusthed og sygefraværet er højt.

Fængselsforbundet er inde over samtlige afskedigelsessager blandt det uniformerede personale. Vi oplever flere og flere sygemeldte, som kommer i langvarige og udsigtsløse ressourceforløb for at få afklaret deres arbejdsevne. Det har kommunerne  en økonomisk interesse i. Kommunerne fradrager nemlig tjenestemandspensionen i ressourceforløbsydelsen. Næsten uanset sygdommens art og uden hensyntagen til hvad praktiserende læger og speciallæger skriver i forhold til en arbejdsprøvning, så følges lægernes udtalelser ikke. Det er en trist udvikling, at rehabiliteringsteamene underkender, hvad lægerne skriver.

Lovgivningen siger klart, at alle – uanset alder – fortsat kan få tilkendt førtidspension, hvis de under ingen omstændigheder kan komme i arbejde eller i gang med en uddannelse. Det drejer sig om personer, hvor arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat samtidig med, at det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen. Alligevel træffes der afgørelser, som klart går imod, hvad læger og speciallæger indstiller.

Vores medlemmer der er syge, og som ofte har brug for psykiatrisk behandling, som de ikke kan få, eller som de må vente længe på at få, føler sig truet – ”hvis du ikke gør, som vi siger, kan du jo bare stoppe, og så kan du få kontanthjælp” – det er de udmeldinger, der af og til fremkommer.

De syges medlemmers tilstand forværres. De føler sig jaget og magtesløse. Det er ikke rimeligt, at syge mennesker skal ud i flere åbenbart formålsløse afklaringsforløb, hvor de samtidig rammes på pengepungen, og som de har lægernes ord for ikke at magte.

Ressourceforløbene er ofte indholdsløse. Der bliver ikke lavet en ordentlig planlægning af forløbet. De medlemmer, der får et-årige forløb, er som oftest ikke afklarede og bliver således forlænget. De syge medlemmer har en forventning om, at de inden for det år er afklaret, så de kan komme videre og få sig et liv med de skånebehov, de nu har behov for. Det kan være førtidspension, revalidering eller – som de fleste ønsker mest af alt – at komme tilbage på det ordinære arbejdsmarked. Ingen sygemeldte ønsker at være i denne situation.

Det lykkedes for nogle få at komme tilbage på det ordinære arbejdsmarked, men desværre har vi en stor gruppe, som er i det offentlige system i årevis, inden der kommer en endelig afklaring. Vi ser dem blive indadvendte, magtesløse og mere syge af det.

Mange af de sygemeldte har desuden en arbejdsskade og venter også på afgørelse om tab af erhvervsevne. Det kan ikke afklares, før der er en endelig afklaring fra kommunen.

Det er en umenneskelig behandling af syge mennesker. Det er ren og skær kassetænkning fra kommunernes side at bruge langvarige ressourceforløb uden indhold.