Kim Jakobsen er fængselsbetjent i Næstved Arrest og sætter pris på sit job. Han ved godt, han har det lettere end de fleste andre i Kriminalforsorgen lige nu.
Der er røde stykker tape sat fast på overliggeren af dørkarmene i Næstved Arrest, for de er så lave, at der er mange, der risikerer at støde hovedet mod dem. Det er et gammelt og også fredeligt hus.
Kim Jakobsen på 61 år har været fængselsbetjent i arresten siden begyndelsen af 1990’erne, og det er et par år siden, han sidst gjorde brug af magt. For ham er det netop det velkendte, der er med til, at han går glad på arbejde.
”Jeg er tryg ved mit arbejde, jeg kan næsten ikke opleve noget, jeg ikke har prøvet før,” siger han og ved godt, han er heldig.
”Jeg har ikke lyst til at lyde som en jubelglad tosse, der ikke ved, hvad der foregår andre steder. Vi er i et kategori 3-hus med plads til 16 indsatte. I Køge Arrest er det en helt anden sag, jeg havde en ekstravagt der for et par måneder siden og havde ondt i benene, da jeg kom hjem, fordi man skulle løbe så hurtigt. Det er en helt anden type indsatte, der sidder der,” siger Kim Jakobsen.
Passion for paragraffer
Selvom Næstved Arrest er et lille, trygt sted, er der masser at dykke ned i. Det Kim Jakobsen holder af ved sit job er overordnede spørgsmål om moral og etik: ”Jeg kan godt lide at tale med de indsatte og forsøge at forstå, hvorfor de har handlet, som de har og puffe dem i en anden retning. Jeg forsøger at være stille, rolig, empatisk og rummelig,” siger han.
Det udmønter sig også i en fascination af juraen bag de beslutninger, der bliver truffet for de indsatte.
”Det er interessant, hvordan lovgivningen er med til at forme et samfund. Jeg synes, det er spændende at dykke ned i den og for eksempel finde ud af, hvad der skal til for, at man bliver prøveløsladt,” siger Kim Jakobsen.
Jeg kan godt lide at tale med de indsatte og forsøge at forstå, hvorfor de har handlet, som de har og puffe dem i en anden retning. Jeg forsøger at være stille, rolig, empatisk og rummelig.
Ikke lutter lagkage
Fængselsbetjenten støder selvfølgelig også på udfordringer i sin dagligdag. Han har bare besluttet sig for en bestemt tilgang til dem.
”Det er ikke så meget det, der sker, der betyder noget, men hvordan vi forholder os til det,” siger han og fortæller med rolig stemme, at der engang var en, der truede med at skyde ham, og pludselig holdt udenfor hans hus og stirrede på ham med uhyggelige øjne. Kim lod som ingenting, og så kørte hans tidligere bekendtskab sin vej igen.
Til gengæld kan meningsløse og absurde beslutninger få Kim Jakobsen så langt op i det røde felt, at han bliver vedholdende og indædt.
”Jeg bliver irriteret, når den juridiske del af vores etat for eksempel vil have, at vi opretter og behandler en udgangsansøgning, selvom den indsatte ikke er interesseret i den udgang. Vi skal så oprette udgangen til en fiktiv person og derefter give afslag. På den måde bliver statistikken forkert samtidig med, at det senere kan blive svært for den indsatte at komme på udgang, fordi han én gang har fået afslag. Jeg har henvendt mig til flere jurister med problemet, men de siger, at det er sådan det er, og at de gerne vil bede om ikke at få flere henvendelser fra mig,” siger han med et lille smil, men stadig i samme toneleje.
Det virker til, at fængselsbetjenten fra Næstved generelt er god til at punktere dramaet i situationer med sin rolige, lidt tørre tilgang.
Da han senere viser fagbladet rundt i den gamle arrest, siger han lavmælt, men henvendt til tre indsatte: ”Her har vi Danmarks værste forbrydere.” De griner.
Maria Hamilton
