Personaleflugten fortsætter. Der er nu færre end 2.000 fængselsbetjente tilbage.
Der var engang, hvor der var 3.000 fængselsbetjente. Men sådan er det desværre ikke længere. Grænsen på 2.000 blev passeret i sommer, og pilen peger fortsat nedad.
År for år er der flere kollegaer, som stopper i jobbet, end der bliver ansat nye. Vi skal ti år tilbage for at finde et år, hvor det faktisk lykkedes at øge bemandingen i landets fængsler.
Der er tre hovedårsager til, at så mange betjente forlader jobbet.
For der første: Alder. Der er mange kollegaer, som går på pension.
For det andet: Sygdom. Mange stopper fordi, de ikke kan klare jobbet længere.
Og for det tredje: Jobskifte. Et stort antal erfarne betjente stopper hvert år for at finde et bedre arbejde. Og denne faktor – flugten væk fra jobbet – er den største af de tre.
Siden 2015 har over 500 kollegaer frivilligt forladt Kriminalforsorgen for at finde andre græsgange. Det er tre gange så mange som det antal, der gik på pension i samme periode. Det var nemlig kun knap 200. Og det er flere end dem, som har forladt jobbet på grund af dårligt helbred. Det skete for lidt over 300 betjente.
Kriminalforsorgen ville med andre ord ikke have et bemandingsproblem, hvis folk var glade for jobbet.
Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, siger det på denne måde: ”Ligegyldigt hvor mange nye folk du rekrutterer, så hjælper det ikke, hvis der forsvinder flere ud ad bagdøren. Derfor er det bidende nødvendigt, at vi sætter alt ind for at holde på de dygtige folk, vi har.”
Ligegyldigt hvor mange nye folk du rekrutterer, så hjælper det ikke, hvis der forsvinder flere ud ad bagdøren. Derfor er det bidende nødvendigt, at vi sætter alt ind for at holde på de dygtige folk, vi har.
Flere indsatte
Nedgangen i antal betjente er slem nok i sig selv, men situationen er langt værre. De betjente, der er tilbage skal nemlig løbe hurtigere og hurtigere i takt med, at der kommer flere indsatte.
For få år siden talte man med stor bekymring om, at antallet af indsatte måske ville stige til 4.000. Det tal har man for længst passeret. Nu sidder der i gennemsnit over 4.200 indsatte i landets fængsler og arresthuse. Der er altså færre betjente til at tage sig af flere indsatte.
Tag 2015 som et eksempel. Dengang var der 2.500 betjente til 3.400 indsatte. Altså 1,4 indsat pr. betjent. Nu er forholdet 2,1. Nemlig 2.000 betjente til 4.200 indsatte.
Gennem de seneste 20 år har forholdet typisk ligget et sted mellem 1,3 og 1,5. Hvis det skal være 1,5 igen, kræver det, at der ansættes over 700 fængselsbetjente.
Ønsker man 1,4, mangler der 1.000 betjente.
Selvom det er er store tal, mener Bo Yde Sørensen, at det er absolut nødvendigt at vende tilbage til en rimelig personalenormering.
”Vi har i årevis gjort opmærksom på, at der mangler fængselsbetjente. I mellemtiden har beslutningstagerne sovet i timen og nu er personaleunderskuddet fuldstændig grotesk. Du kan ikke drive en virksomhed på denne måde.”
Hver fængselsbetjent tager sig i gennemsnit af 2,1 indsatte i 2021. Det er langt flere end normalt. De seneste tyve år har tallet svinget omkring 1,4 indsat pr. betjent. Kilde: Kriminalforsorgen
Ingen udvikling i jobbet
Kriminalforsorgen har undersøgt hvorfor så mange forlader jobbet. Man har spurgt de betjente, som har sagt op.
De fleste svarer, at de siger farvel til jobbet på grund af manglende udviklingsmuligheder. Jobbet giver dem for lidt i forhold til kompetenceløft og karriereudvikling, og de oplever, at de sidder fast.
På andenpladsen peges der på de økonomiske nedskæringer. Overbelæg og ringere bemanding udsulter jobbet. Det får folk til at søge til arbejdspladser, hvor der er højere til loftet.
Den tredje årsag er forringelse af jobbet i form af mindre tid til relationsarbejde. Kollegaerne oplever, at tiden sammen med de indsatte er forsvundet i takt med, at fængsler og arresthuse er blevet fyldt til randen, og fokus er flyttet over mod sikkerhed.
Desuden peger de tidligere betjente på en lang række andre faktorer som dårlig løn, ringe arbejdsmiljø, for meget overarbejde og manglende inddragelse.
Anbefalinger
Kriminalforsorgens analyse kommer med en lang række anbefalinger til, hvad der skal til for at holde på folk. Der foreslås blandt andet at styrke fængselsfagligheden ved at skabe flere kompetenceudviklingsmuligheder og karrierespor. At lønnen forbedres. At arbejdet med de indsatte opprioriteres. At der genindføres supervision. Øget fleksibilitet i vagtplanlægningen. En højere normering. Mere lokal beslutningskompetence og fokus på at styrke det kollegiale sammenhold.
Vi har spurgt Kriminalforsorgens HR-direktør, hvor langt man er kommet med anbefalingerne, som blev udarbejdet for to år siden.
Mik Grüning siger: ”Anbefalingerne i afgangsanalysen har en stor bevågenhed i vores organisationen. Nogle af tiltagene kræver et længere sejt træk. Men vores organisation kan ikke holde ud til blot at vente på et langt sejt træk, så derfor har vi også sat initiativer i søen, som har en virkning på kortere sigt. Jeg tror på, at vi kan ændre meget ved at reagere hurtigt på de problemer, vi kender, og som afgangsanalysen jo også peger på, og hvor vi selv har løsningen. Her har vi kigget på for eksempel tidligere låsning af vagtplanerne, tiltag der letter arbejdsgange og dokumentationskrav.”
HR-direktøren kan ikke sige, hvor langt man er kommet med de mange forskellige anbefalinger, men han peger på, at Kriminalforsorgen arbejder med en række initiativer om nedslidning, rekruttering, fastholdelse, uddannelse og sygefravær.
Han understreger desuden, at sammenholdet blandt medarbejderne har stor betydning: ”Flere af anbefalingerne i analysen vedrører det helt centrale kollegiale sammenhold og de kollegiale relationer. Et område, der er så vigtig for vores organisation.”
Af Søren Gregersen
Manglende udviklingsmuligheder er hovedårsag til, at fængselsbetjente siger op
