Per Schultz har været fængselsbetjent i 37 år og har været vidt omkring. Derhjemme har han en kasse fuld af breve fra de indsatte, han har mødt gennem årene.
Der hænger en opslagstavle i køkkenet i Haderslev Arrest. Den er fyldt med praktiske informationer, billeder af ansattes børn og breve fra indsatte, der takker for opholdet og den gode behandling.
Per Schultz har kun været i arresten i kort tid, men det er lige i hans ånd at sørge for, at de indsatte har det godt.
”Jeg arbejder efter det princip, at når de indsatte har det godt, så har de ansatte det også. Og omvendt. Og noget af det, jeg godt kan lide ved mit job er at gå og klø de indsatte lidt bag ørerne. De er jo slet ikke så slemme. Der banker et hjerte bag alle tatoveringerne. For det meste i hvert fald,” siger han, og den 64-årige fængselsbetjent med 37 års erfaring har noget at have det i.
Per Schultz har nemlig været vidt omkring. Hans karriere begyndte i Nørre Snede Fængsel, videre til Nuuk og Julianehåb, Sønderborg Arrest og rejseholdet, og han har både været betjent på gulvet og leder i 24 af årene.
”Jeg har haft alle titler, en blåskjorte kan have undtagen overbetjent,” siger han og smiler stolt.
Ringer til jul
Nu kan fængselsbetjenten også skrive pensionist på sit CV, men det var nu ikke længe, den garvede betjent holdt sig væk fra Kriminalforsorgen. Han har været i Grønland to gange og er nu tilknyttet Haderslev Arrest som timelønnet medarbejder til trods for, at han egentlig er på gået på pension.
På spørgsmålet om karrierens højdepunkt svarer han efter lidt betænkningstid, at det var tiden på rejseholdet.
”De tre år på rejseholdet var virkelig gode. Jeg kunne godt lide afvekslingen, og det der med at komme rundt og møde mange forskellige indsatte og kollegaer. Det var spændende at være leder og have indflydelse, men jeg kan allerbedst lide at have med de indsatte at gøre,” siger han.
De indsatte kan også godt lide ham. Det hænder stadig, at han får et opkald juleaften fra en indsat, han mødte i 1983, og Per Schultz har en hel kasse med breve fra indsatte derhjemme.
Det hænder også, at han bliver stoppet på gaden: ”Når jeg havde et ærinde i Sønderborg i banken eller i supermarkedet og var i min uniform, var der næsten altid nogen, der kom hen til mig og spurgte, om jeg kunne huske dem. Der var også engang en mor, der ringede til mig og fortalte mig, at hendes datter, der havde borderline, havde ændret karakter til det positive efter at have været i arresten,” siger han og fortæller, at han sætter stor pris på at have betydet noget for de indsatte, han har mødt gennem tiden.
”Jeg synes, tiden går mere med at tale om flueben og måltal end med at tale om, hvordan de indsatte har det,” siger Per Schultz.
Ordentlighed og medmenneskelighed
For Per Schultz er ordentlighed og medmenneskelighed de vigtigste grundpiller i arbejdet som fængselsbetjent, og han ærgrer sig over, at der ikke længere er tid nok til at tale med de indsatte, for alvor lytte til dem og tage sig af deres problemer.
”Jeg synes, tiden går mere med at tale om flueben og måltal end med at tale om, hvordan de indsatte har det,” siger han.
Selvom den dynamiske sikkerhed er stærkt udfordret, og der er mindre tid til de indsatte, gør Per Schultz og hans kollegaer sig umage med at holde en respektfuld tone i det sønderjyske arresthus.
”Det smitter af på de indsatte, de er høflige og rare. Jeg synes, vi er gode til at holde fast i at behandle de indsatte ordentligt, selvom det er gået ned ad bakke, siden Søren Pape Poulsen sagde, at det på ingen måde skal være sjovt at sidde i fængsel. De unge betjente har også virkelig sjælen og empatien med, og det er med til at trække tingene i den rigtige retning,” siger Per Schultz.
Af Maria Hamilton
