For to år siden blev Herstedvester udsat for en stærkt mediedækket fangeflugt. Siden har stramme sikkerhedsregler givet stedets særlige ånd trange kår. Det fortæller arbejdsmiljørepræsentant Morten Jacob.
Herstedvester er ikke et almindeligt fængsel. De fleste har en diagnose eller en personlighedsforstyrrelse,” siger Morten Jacobi, der har været betjent i fængslet i Albertslund i 17 år.
Han forklarer, hvorfor der er en særlig Herstedvesterånd: ”De fleste sidder her i rigtig mange år. Mange i mere end ti år, og vi har også en indsat, der har været her i 36 år. Så deres celler bliver deres hjem. Det er særlige indsatte med særlige udfordringer, og vi betjente har altid prioriteret den menneskelige relation. Jeg plejer at sige, at jeg er 90 procent voksenpædagog og 10 procent betjent.”
Morten Jacobi blev arbejdsmiljørepræsentant netop som arbejdsmiljøet blev ekstraordinært presset. Nemlig da en fange flygtede i oktober 2020.
”Fordi han var kendt, og det blev en stor historie i medierne, var det som om himlen, eller snarere helvede, åbnede sig over både indsatte og ansatte bagefter,” siger Morten Jacobi.
Den indsatte havde bygget en bombeattrap af materialer fra fængslets hobbybutik. Efter flugten komen sikkerhedsenhed ud på fængslet for at gennem gå de steder, hvor reglerne skulle strammes. Det er de stramninger, der nu er blevet til hverdag.
De indsatte måtte ikke have hobbyting på cellen mere. Det vil sige ingen musikinstrumenter, kun et vist antal farveblyanter og i det hele taget et meget afmålt antal af alt.
”Mit favoriteksempel er dengang en indsat gerne ville bestille tre køleskabsmagneter fra hobbybutikken, så han kunne hænge nogle billeder op. Men det var ikke bare sådan lige. Der skulle skrives en anmodningsseddel, som så skulle godkendes af lederen og journaliseres, før han kunne få sine tre små magneter. Det synes jeg, er som at skyde gråspurve med kanoner,” siger Morten Jacobi.
Vi vil hellere have en tæt relation til de indsatte end at tælle deres underbukser.
Tager to uger at få nye underbukser
Samme regler gælder for alle andre ting, en indsatmåtte ønske sig. Han må for eksempel have ti par underbukser på sin celle. Ønsker han et nyt par, er der en helt særlig procedure, der går i gang.
”Jeg skal så tælle hans underbukser og vurdere, om han rent faktisk trænger til et nyt par. Herefter skal jeg modtage en anmodningsseddel og registrere den i systemet. Indtil for nylig skulle lederen så vurdere anmodningen, inden bestillingen kunne afleveres til depotet. Der kunne godt gå to uger. Nu er proceduren ændret en smule, så jeg selv har fået kompetencen til at “afgøre” sagen, uden at lederen skal inddrages, men det er jo stadig en noget omstændig sagsbehandling, for indkøb af et par underbukser,” siger Morten Jacobi.
Han og hans kollegaer oplever generelt, at der er kommet meget mere administration og tid foran computeren. Tid, der kunne have været brugt sammen med den indsatte.
”Vi vil hellere have en tæt relation til de indsatte end at tælle deres underbukser og visitere deres celler hver dag. Men det er også vores gode relation til dem, der har gjort, at det ikke er gået værre med at tømme deres celler for personlige ejendele,” siger Morten Jacobi.
De indsattes fællestalsmand mener også, det er blevet værre at være indsat i Herstedvester efter flugten for to år siden, og at det går ud over forholdet mellem indsatte og ansatte.
”Vi indsatte har fået en kortere lunte overfor betjentene, for vi kan ikke skælde ud på ham, der flygtede, og så er det dem, der står først for. Vi synes også, det er træls, at der bliver brugt så mange penge på sikkerhed i stedet for resocialisering,” siger han.
Tryghed for kollegaerne
Det er ikke alle tiltag, arbejdsmiljørepræsentanten finder overflødige. Under flugten tog den indsatte en ansat psykolog som gidsel. Det har medført en ny måde at holde møder med indsatte på.
”Der er kommet ruder i dørene til de civilt ansattes kontorer, og så er der monteret en rød og en grøn lampe. Den røde lyser, hvis man holder møde med en indsat, siger han.
Men Morten Jacobi har svært ved at se pointen med den grad af topstyring, der er fulgt i kølvandet på flugten.
”Vi betjente er blevet til fårehyrder. Eller sekretærer for dem der bestemmer. Vi har ikke meget at skulle have sagt og ikke ret mange faglige beslutninger at træffe. En situation som den vi oplevede, kan man umuligt sikre sig imod. Hvis en indsat er villig til at gå så langt, vil der uanset de mange tiltag stadig være mulighed for noget lignende,” siger han.
Tillidsrepræsentant John Rasmussen er enig: ”Der er ikke brug for flere sikkerhedskonsulenter og flere regler, men der er behov for at få flere betjente på afdelingerne og flere værkmestre på værkstederne, tæt på de indsatte. Hvis man for alvor vil højne vores sikkerhed, skal man bruge pengene på mere personale og mere tid til at skabe relationer med de indsatte. Det ville være en langt mere effektiv måde at styrke vores sikkerhed på.”
Af Maria Hamilton
