04.02.2021

Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet

Alle har fået nok

Det er op ad bakke i Kriminalforsorgen i øjeblikket. Og hvis man skulle være i tvivl, skal man bare læse nogle af de indlæg, som vi har fået fra vores medlemmer til dette blad.

”Er jeg en form for slave?” lyder en af overskrifterne.

”Hvorfor behandler arbejdsgiver sine ansatte sådan,” lyder en anden.

Mens en tredje indledes med sætningen: ”Set fra min plads, gennem de sidste 37 år, er Kriminalforsorgen ved at begå selvmord.”

Man må sige, at der er krisestemning.

Vi har nu på tredje år personalemangel uden reel udsigt til bedring. Vi oplever et kæmpe belægspres, som heller ikke har udsigt til at blive bedre. Vi har en arbejdsgiver, som har mere end svært ved at få deres struktur til at fungere, og vi har en medarbejdergruppe, der er i knæ på grund af arbejdspres.

Jeg forstår godt, at kollegaerne farer i blækhuset.

Og hvis det ikke skulle være problemer nok i sig selv, står vi over for institutionslukninger. Det virker helt skævt, når man tænker på de overfyldte fængsler og arresthuse. Men problemet er, at der ikke er betjente til holde tilstrækkelig med kapacitet åben.

I skrivende stund ved vi ikke, hvor og hvem der bliver ramt.

Fængselsforbundet har på forhånd fremsendt krav på vores medlemmers vegne om, hvordan eventuelle lukninger bør håndteres.

Det siger sig selv, at vi har krav på at blive orienteret i ordentlig tid. Vi skal nødigt ud i en situation, som vi så med Kærshovedgård, hvor offentligheden blev orienteret om lukningen før medarbejderne. Eller som i Vridsløselilles tilfælde, hvor lukningen kom som en tyv om natten. Det var amatøragtigt og uprofessionelt.

Det går for alvor den gale vej, hvis Kriminalforsorgen ikke er i stand til at inddrage sine medarbejdere i væsentlige beslutninger.

Tiden er derimod inde til at give friheden tilbage til ledere og medarbejdere. Nok har vi store udfordringer, men det hjælper ikke, hvis vi samtidig bliver tromlet.