27.03.2024

40 års jubilæum: Peter Kærgaard Jensen

På vegne af kollegaer i Næstved Arrest skal der hermed lyde et stort tillykke og TAK.

Vi har i de sidste år af Peters arbejdsliv været begavet med hans kollegaskab. Peter kom til Næstved, da Nakskov i lighed med andre små huse på Lolland og Falster måtte lukke.

Inden da har Peter trådt sine barnesko på Vridsløse Statsfængsel, inden han i cirka 1996 var moden til at gå i de helt store sko: Nemlig en arresthusbetjents sko.

Peter er den muntre og positive kammerat, der på sin vej i Kriminalforsorgen har skabt sig mange venner og stadig dyrker mange i private sammenhænge.

Peter møder altid på tjeneste i godt humør og med en tjenestevillighed, der må misundes af mange.

Peter har ikke KUN fået venner i sin tid i systemet, brugen af PC blev aldrig rigtig det bedste, dette må betegnes som et noget anstrengt venskab.

Til gengæld er du en af få der med et smil eller et løftet øjenlåg, kunne styre en stengang til perfektion. Du forstår om nogen, hvad dynamisk sikkerhed er værd i arresthuse med to i turnus.

Du har i din tid oplevet mange traumatiske hændelser, og det er misundelsesværdigt, hvordan du på trods af dette er kommet igennem dit arbejdsliv uden store ar på sjælen.

For dit arbejdsliv lakker også mod enden. Når maj bliver til juni forlader du systemet. Dette bliver et stort tab for Næstved Arrest såvel som for Kriminalforsorgen.

Der bliver nu mere tid til den store kærlighed og passion til hunde. Om kærligheden til Fru Kirsten slår passionen for hunde er ikke afklaret. Men familien er også en stor passion, som Peter gerne fortæller om med glød i øjnene.

Tak for tiden vi fik sammen Peter, husk der er altid kaffe på kanden i Næstved, og at Kirstens hjemmebag er savnet.

På kollegaerne i Næstveds vegne

MTR Kenneth Højhus Platz