27.03.2024

Tre år med servicehunde på Søby

Det begyndte som et pilotprojekt, som vakte noget undren i offentligheden. Hunde i et fængsel kan det gå? Nu fejrer Søbysøgårds servicehunde tre års jubilæum og planen er at fortsætte mange år endnu.

Kort tid efter de første hundehvalpe begyndte deres træning i oktober 2019, kom Dyrenes Beskyttelse på besøg i Søbysøgård Fængsel. De havde fået henvendelser fra borgere, som var bekymrede for hundenes velfærd.

Men da enhedschef Annette Lysgaard mødte repræsentanten fra Dyrenes Beskyttelse efter besøget, var bekymringen borte.

”Hun sad og græd. Ikke af sorg, men af glæde. Hun sagde, at hun ikke havde set hunde, som havde det så godt som her,” siger Annette Lysgaard.

Enhedschefen har været med fra projektets spæde begyndelse. Ideen er at bruge de indsattes ressourcer til at træne hunde, som hjælper borgere med behov for mere tryghed.

Hundene kan være med til at sikre, at mennesker, som tidligere boede på en institution, nu kan klare sig selv.

”Det betyder helt klart noget for de indsatte, at de laver noget, som hjælper andre,” siger Annette Lysgaard.

Humøret er bedre
Det er de indsatte enige i. I øjeblikket er fem hunde i gang med træningen.

”Det gør sgu noget for én, at man ved, den skal hjælpe en pige med angst,” siger Dennis, som træner en sort labrador retriever.

På samme måde fortæller Kadir, at hans lyse labradordoodle, skal bo hos en kvinde, der her haft en hjerneblødning.

”Den kommer måske til at gå med hende til læge og i butikker og hjælpe hende med at samle ting op,” siger han.

Hundene er også en støtte for dem selv, understreger Kadir: ”Jeg kan godt mærke, at humøret er blevet bedre, efter jeg har fået ansvaret for en hund.”

Det er Dennis enig i: ”Det gør noget ved mig at være på denne rejse. Noget som jeg også kan bruge fremad.”

Asbjørn syntes, det var hårdt i starten at tage sig af en hund. Af flere årsager. Både fordi hunden er afhængig af en, men også fordi han blev nødt til at ændre på den måde, han agerede på i fængslet.

”Det er svært at holde fast i illusionen om at være en hård forbryder, når man kravler rundt på gulvet med en hund,” siger han.

Det er svært at holde fast i illusionen om at være en hård forbryder, når man kravler rundt på gulvet med en hund

Resocialisering
Det er selvfølgelig trist for hundetrænerne at sige farvel til deres hund, når de skal videre, men de er typisk så glade for opgaven, at de siger ja til nye hunde. John fortæller, at han er i gang med sin anden hund og for Daniels vedkommende den fjerde.

Daniel vil gerne fortsætte, når han er færdig med at afsone. Det er der faktisk mulighed for, siger instruktør Tibbe Shamigo fra Team Servicehund: ”Vi kan helt sikkert bruge nogle af de indsatte som hundetrænere. På den måde kan det være en del af deres resocialisering.”

Hun roser de indsattes evner: ”Rammerne er gode i et fængsel. Træningen er mere intensiv end hos de værtsfamilier, som vi også bruger. Nogle gange bliver vi faktisk nødt til at flytte hunde fra værtsfamilie hen til fængslet for at få styrket deres træning,” siger Tibbe Shamigo.

Smitter af det det videre liv
Efter tre år med servicehundene står det altså klart, at det er en god idé at træne hunde i et dansk fængsel. Det er både godt for hundene og for de indsatte.

”Det er blevet hverdag for os på den gode måde,” siger Annette Lysgaard: ”Vi ville med projektet gerne vække de indsattes empati. Det synes jeg, er lykkedes over alt forventning. Jeg tror, at det smitter af på deres videre liv, når de får ansvar for et andet væsen. Og så er hundene med til at bryde fængslets trummerum og løfte stemningen for alle på afdelingen,” siger enhedschefen.

Af Søren Gregersen