17.04.2024

3.500 ubesatte vagter i fængslerne

Manglen på fængselsbetjente skaber store udfordringer for vagtplanlægningen. Flere tusinde vagter er ubesatte.

Det er hverken græs- eller himmelbrikkerne, der mangler, når man forsøger at lægge puslespil i fængslerne netop nu. Det er de mest essentielle brikker, nemlig de mennesker, der skal sikre, at fængslerne løser de opgaver, de er sat i verden for.

Bemandingsproblemet er et massivt problem, der rammer Kriminalforsorgen over hele linjen.

I begyndelsen af marts var det i 3.500 vagter, der ikke kunne besættes med det tilgængelige mandskab. Det svarer til, at der i alt mangler 167 fængselsbetjente.

Værst ser det ud på Sjælland og i hovedstaden, hvor i alt 2.300 vagter var ubesatte. Her mangler 110 betjente for at vagtplanens puslespil går op.

Låser og låser op
Når vagtplanlægningen efterlader så mange ubesatte vagter, er der to ting, man kan gøre. Man kan enten beordre overarbejde eller nedpostere, så der er færre betjente på vagt. Begge er løsninger, der kun kan fungere midlertidigt, men som flere steder er blevet hverdag.

Det eneste, vi gør nu er at sige godnat og godmorgen, når vi drejer nøglen i celledøren.”

Fungerende formand i Fængselsforbundet Bo Yde Sørensen er bekymret for de konsekvenser, personalemanglen generelt trækker med sig. Det er ikke kun den nuværende drift og sikkerhed, der er stærkt belastet, mener han. Det rækker også ind i fremtiden.

”Personalemanglen har store konsekvenser på lang sigt. Hvordan kan vi opretholde et fagligt dygtigt personale, når de hverken har tid til at udnytte deres faglighed fuldt ud til dagligt eller til at udvikle sig løbende? Fængselsbetjentene låser og låser op. Det er det.”

Bo Yde Sørensen er ikke mindst nervøs for, hvordan det påvirker de indsatte, der skal ud i samfundet, når de har afsonet.

”Det er meningen, vi skal lære de indsatte at begå sig i samfundet og motivere dem til at søge nye og mere konstruktive veje. Det eneste, vi gør nu er at sige godnat og godmorgen, når vi drejer nøglen i  celledøren,” siger han.


Ubesatte vagter i marts 2019

Marts 2019 Vagter
Hovedstaden Cirka 1.300 vagter
Sjælland Cirka 1.000 vagter
Syddanmark Cirka 500 vagter
Midt- og Nordjylland Cirka 700 vagter
I alt Cirka 3.500 vagter

 

Af Maria Hamilton


Fængselsbetjentes overarbejde tredoblet på tre år