Hvad er det efterhånden, vi vil med Kriminalforsorgen? Jeg hører ingen visioner. Mange steder er bemandingen så ringe, at der kun lige er nok til at låse dørene og tælle de indsatte om aftenen.
Er meningen med Kriminalforsorgen blot Kriminalforsorgen? – At få vagtplanen til at hænge sammen dag efter dag?
Antallet af nedslidte kollegaer har aldrig været højere. I år er 93 betjente blevet afskediget på grund af dårligt helbred. Det er rekordhøjt.
De kan ikke længere stå imod det pres, som de møder i hverdagen. En af vores områdetillidsrepræsentanter fortalte mig, at han havde haft fire kollegaer, der brød sammen henover én weekend. De kunne ikke mere. Tre af dem er nu sygemeldte.
Hvis Kriminalforsorgen var en bil, kunne vi indkassere en skrotpræmie og erstatte den af en ny og smartere model. Men Kriminalforsorgen er ikke en bil, som bare kan udskiftes. Den skal køre mange år endnu og holdes oppe af mennesker af kød og blod.
Personalet skal vedligeholdes. Der skal være tid til refleksion, sparring og ventiler i dagligdagen, hvis ikke man skal brænde ud. Men tænkepauserne er desværre noget af det, der ryger først, når hverdagen er skåret stramt.
Forbundet bruger store ressourcer på at vække politikerne. Er det virkelig deres tanke, at Kriminalforsorgen bare skal være en driftsorganisation, som opfylder måltal for antal af visitationer, handleplaner og så videre?
Eller har de tanker, som strækker sig ud over våde bureaukratiske drømme om koncepter og processer? Spørg Fængselsforbundets medlemmer, som jeg møder på vores medlemsmøder rundt i hele landet.
De lyser af faglig stolthed og glæde ved jobbet. For dem handler det nemlig ikke om regneark. Det handler om at hjælpe mennesker videre.
Vi kan ikke ændre på, at der er begået en forbrydelse, men vi kan forsøge at hindre, at det sker igen. Det er det, som motiverer i hverdagen. Det skal vi værne om og give plads til.
Derfor er mit juleønske til politikerne i al sin enkelthed, at de husker, hvad de vil med Kriminalforsorgen. Så kompasset finder nord igen.
