Positivt med initiativer i Kriminalforsorgen i Grønland

Det er godt, at man nu prøver at gøre noget ved den alvorlige personalemangel i Anstalten i Nuuk.

Sådan lyder budskabet fra Fængselsforbundet, efter Justitsministeriet i dag har annonceret en række bemandingsinitiativer i Grønland. Planen er blandt andet at ansætte pensionerede betjente og udstationere betjente fra Danmark.

Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen siger: “Det er positivt, at der nu endelig sker noget for vores kollegaer i Grønland. Anstalten i Nuuk er voldsom presset i øjeblikket. Den splinternye anstalt mangler 40 procent af sin bemanding.”

Formanden mener dog ikke, at den nye indsats er tilstrækkelig til at få Kriminalforsorgen i Grønland på fode igen.

”Der er tale om brandslukning her og nu. Det løser slet ikke rekrutteringsproblemerne på længere sigt. Det helt store problem er lønnen. En grønlandsk anstaltsbetjent tjener 4.500 kroner mindre om måneden end en dansk fængselsbetjent. Så længe det er på denne måde, vil det ikke lykkes at rekruttere tilstrækkeligt med kvalificeret grønlandsk arbejdskraft. Det vil betyde, at der permanent vil være behov for at udstationere danske betjente.”

I politiet får grønlandske betjente et udligningstillæg for at bringe dem på niveau med de danske. Det samme gælder ikke i Kriminalforsorgen.

”Det er urimeligt, at staten ikke behandler sine ansatte lige. Selvfølgelig bør de grønlandske anstaltsbetjente modtage samme tillæg, som deres kollegaer i politiet,” siger Bo Yde Sørensen.

 

 

Grønland: Ny anstalt mangler 21 betjente