Af Kim Østerbye
Glæden ville ingen ende tage, da vi i 2013 fik en ny politisk flerårsaftale for Kriminalforsorgen. Den var ikke så ringe endda midt i en økonomisk svær situation for Danmark. Der var ikke mindre end 58 tiltag i aftalen. Alt skulle op i gear. Lige fra nye modtagelsesafdelinger, mere fodlænke og ikke mindst arbejdsdrift.
Målet var færre gengangere i fængslerne. Fængselsbetjente og værkmestre skulle være omdrejningspunkt for indsatsen. Og der skulle mere fokus på opgaven, bedre klientforløb, mere uddannelse af de indsatte, bedre bemanding og mindre alenearbejde.
Og det hele skulle glide ned via en større reorganisering med færre institutioner og en ledelsesreform.
Nu er der gået tre år og vi er langt fra målet – noget er selvforskyldt. Andet er ikke.
Der savnes helt åbenlyst sammenhæng mellem sikkerhed, nye opgaver og antallet af ansatte på vagt.
Overkapaciteten i Kriminalforsorgen har vist sig som et problem. Det har betydet, at der ikke er ansat betjente i en lang periode og vores medlemmer er blevet truet med tvangsforflyttelse mellem landsdelene. En efterfølgende optælling viser, at der reelt mangler et sted mellem 200 og 300 betjente bare for at dække den daglige vagtplan. Det er noget, som forbundet gennem mindst et halvt år har påpeget, og som betyder, at der ansættes 175 betjente i 2016.
Det er dog meget svært at få de rette ansøgere inden for døren. Jeg tvivler derfor på, at vi når tallet på 175. Så midt i den største omlægning af ledelse, nye ambitiøse opgaver og sammenlægninger skal vi samtidig slås med for få på vagt, mere vold, flere trusler og brutale knivoverfald på vej hjem.
Jeg vil ikke pege fingre af nogen eller råbe, at vi skal rulle tiden tre år tilbage. Arbejdsgiveren ved præcis, hvad forbundets holdning er, og hvor skoen trykker. Men lad mig slå fast. Vi får hverken reorganisering, fokus på opgaven, de nye opgaver eller bare den basale sikkerhed på plads uden de nødvendige personaleressourcer, det nødvendige samarbejde og en ledelse som går foran.
Det er nødvendigt med det gode samarbejde fra begge sider. Det kræver, at det ikke bare er tomme ord eller skåltaler, men en virkelighed hvor fængselsbetjentenes arbejde omgives med respekt og omsorg frem for tvang og overarbejde.