Værkmestre i Vestre Fængsel: Vi brænder for vores job, men vi mangler kollegaer og plads

Det er ikke vilje og ildhu, der mangler hos værkmestrene i Vestre Fængsel. Det er hænder og lokaler, siger tillidsrepræsentant Morten Høck Thomsen.  

Der er travlhed i butikken ved Vestre Fængsel. To værkmestre og en hjælper fra køkkenet er i gang med at pakke varer til de indsatte, da tillidsrepræsentant Morten Høck Thomsen viser fagbladet rundt. Chips, cigaretter og blade bliver pakket i poser og en afregning hæftes på, før de sættes på vogne, der skal transportere varerne til rette indsatte.

Jens Mortensen er ansat i butikken og ville ønske, de ikke skulle løbe så hurtigt. De er nødt til at låne personale fra køkkenet.

”Vi er for få, og jeg forstår ikke, hvorfor der ikke bliver ansat nye værkmestre, når nogen stopper. Men stillingen bliver simpelthen ikke slået op,” siger han og viser, hvordan varerne bugner sig op i butikken. Der er sat to ekstra containere i gården for at få plads til det hele.

3 værkmestre og 7 civile
Tillidsrepræsentanten viser os videre til køkkenet, hvor køkkenleder og værkmester Anne Birgitte Kruuse står midt mellem kæmpestore gryder, som 16 indsatte også rører i hver dag.

”Jeg er glad for mit job, jeg har gode kollegaer, og jeg sætter stor pris på den relation, vi får til de indsatte. Men vi er alt for få værkmestre. Vi er tre ud af ti ansatte, resten er civile,” siger hun.

De civile er oftest køkkenuddannede, og er ikke vant til at den sikkerhedsmæssige del af arbejdet i et køkken.

”De er ikke oplært i at holde øje med den  fængselsmæssige sikkerhed, vi har jo knive og andre skarpe ting. De har heller ikke samme træning i at håndtere de konflikter, der kan opstå i løbet af arbejdsdagen,” siger Anne Birgitte Huuse, og fortæller, at de civile gerne vil uddanne sig.

”Jeg har for eksempel en bager her, der gerne vil uddanne sig til værkmester, men det har han ikke fået lov til. Vi kan ikke engang få bevilliget sikkerhedskurser til de civile,” siger hun.

Morten Høck Thomsen viser os videre til næste værksted. For at finde det skal man igennem et andet køkken og inde bag ved det i et lille lokale, er tre kvindelige indsatte i gang med at sy på symaskine, hækle og lave armbånd. Der er plads til 8 i alt, og der er venteliste til værkstedet, selvom der er arbejdsret og ikke -pligt i Vestre Fængsel. Det er værkmester Christina Boelt Poulsen, der leder værkstedet, og hun viser stolt projekterne frem.

”De her armbånd samler vi for en kunstner,” siger hun og viser kasser med aflange perler, der skal samles efter særlige opskrifter fra kunstneren.

”Jeg er rigtig glad for at være her, og det er de indsatte også. Men vi har brug for bedre faciliteter. Jeg forstår ikke, hvorfor værkmestre, og det vi laver, bliver prioriteret så lavt, hvad med den resocialiserende indsats?,” siger lederen af tekstilværkstedet.


I værkstedet, hvor bygningsvedligehold hører hjemme, er det samme stemning, der hænger i luften: ”Alle værkmestre afløser betjente hver morgen, men vi kan knap nå det, vi selv har til opgave, fordi der mangler folk,” siger Sanne Påske Kristensen, der står for interne flytninger.

Man kommer tæt på hinanden, når man arbejder sammen
Sidste stop i rundvisningen er Morten Høck Thomsens værksted, produktion og montage. Her er de to ansatte. Morten selv og en uddannet designingeniør, der knokler for at finde firmaer og kunstnere, der vil samarbejde med værkstedet. Dem er der heldigvis en del af.

”Vi er i gang med at pakke det her dilemmaspil,” siger Morten Høck Thomsen og viser en sort æske med en bunke kort i.

”Det har virkelig fået samtalerne i gang om ytringsfrihed og andre vigtige emner. Det er netop det, sådan et værksted kan. Man kommer tæt på hinanden, når man står og arbejder,” siger han og viser os et rum med store trommer, der fungerer som juletræsfødder.

”De indsatte er meget mere engagerede i opgaverne, når de ved, der er en slutbruger, der skal bruge tingene,” siger værkmesteren og fortæller, at trommerne gjorde en særlig forskel for en indsat, der for nylig arbejdede på værkstedet.

”Vi havde en indsat, der hed Mads. Han var narkoman og meget sølle, da han først kom. Men så gik han i gang med at bygge trommerne, og han lærte sig at lave alt på dem. Han var meget stolt. Da vi sagde farvel, var han et andet menneske. Det sidste, jeg har hørt er, at han er stoffri og gået i lære som tømrer.”

Det er tydeligt at fornemme på Morten Høck Thomsen, at han finder mening i sit arbejde, når han fortæller om de indsatte og viser projekter frem på værkstedet. Men han vil heller ikke lægge skjul på, at han er frustreret.

”Vi er to ansatte til 16 indsatte, og det levner os meget lidt fleksibilitet. Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal være så underprioriterede, for jeg synes virkelig, vi kan gøre en forskel for de indsatte. Jeg ville ønske, vi kunne få nogle flere hænder og noget mere plads,” siger værkmesteren fra Vestre.

I begyndelsen af 2020 bliver Morten Høck Thomsens værksted for produktion og montage revet ned. Der skal i stedet være plads til transportafdelingen, der blandt andet har brug for visitationsceller. Det er endnu ikke afgjort, hvor værkstedet herefter bliver placeret.

Af Maria Hamilton