To betjente overfaldet ved indsmugling i fængsel

Fangernes behov for narkotika gik i går ud over to fængselsbetjente i fængslet på Kærshovedgård i Midtjylland.

Ukendte personer trængte ind på fængslets område. Formentlig for at smugle rusmidler ind til fangerne. Personerne blev dog opdaget af personalet, som forsøgte at stoppe dem. I den forbindelse blev to fængselsbetjente overfaldet. Den ene blev slået i ansigtet. Den anden skubbet til side.

Det er anden gang inden for en måned, at betjente bliver overfaldet af indtrængende personer i fængslet på Kærshovedgård, der er en del af Statsfængslet Midtjylland. I april blev en fængselsbetjent forsøgt påkørt under en lignende episode.

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, er meget bekymret for udviklingen: “Det er foruroligende, at kriminelle uden videre trænger ind i vores fængsler. Det er skræmmende, at de ikke har nogen respekt for personalet. Og det er krænkende for retssikkerheden.”

Formanden efterlyser bedre personaledækning: “Hvis vi skal dæmme op for dette problem, bliver der nødt til at være bedre sikkerhed og flere betjente på vagt i de åbne fængsler,” siger han.

Yderligere information, Kim Østerbye, 72 55 99 99.