To bandemedlemmer er tiltalte for at have skudt og lemlæstet en fængselsbetjent foran Nyborg Fængsel i fjor. Retssagen begynder i dag i Svendborg.
Den 12. juli 2016 blev en fængselsbetjent udsat for et kynisk og bestialsk skudattentat, der nær havde kostet ham livet. Han blev skudt i benene på klods hold af maskerede mænd. Til alt held blev ingen hovedpulsårer ramt, og han overlevede. I dag begynder retssagen mod to mænd med relationer til banderne Black Army og Loyal to Familia i retten i Svendborg.
Et nævningeting skal tage stilling til ikke mindre end 12 anklagepunkter, der strækker sig fra den alvorligste voldsparagraf i straffeloven over færdselsloven til knivloven.
På gerningsaftenen blev fængselsbetjenten, der var på vej på arbejde, passet op og beordret til at lægge sig ned foran Nyborg Fængsel. Herefter blev han skudt med en 9 millimeter pistol. Den ene tiltalte er sigtet for at være en af gerningsmændene, mens den anden er sigtet for at stå bag attentatet, men ikke selv være til stede, da skuddene faldt.
Ifølge anklageskriftet medførte skuddene brud på højre underben med efterfølgende nerveskader i ben og ankler samt PTSD hos fængselsbetjenten.
Forbundsformand Kim Østerbye, der følger sagen nøje, håber at retten – hvis den finder de to tiltalte skyldige – udnytter strafferammen fuldt ud.
“Det her er en meget uhyggelig sag, hvor en fængselsbetjent er udsat for et kynisk attentat. Han overlevede, men er mærket for livet. Folk i uniform er mennesker som alle andre. Der skal sendes et klart signal til verden om, at det er fuldstændig uacceptabelt at planlægge og udføre angreb og lemlæstelse af dem, der løser vigtige samfundsmæssige opgaver, blot fordi de løser samfundsmæssige opgaver. Forhåbentlig vil domstolen gøre det klart, at skudattentatet er et angreb på både individ, faggruppe og stat,” siger han.
Forsøgte at tage politipistol
Ikke alle anklager mod de tiltalte relaterer sig til attentatet i Nyborg. Den ene tiltalte er også sigtet for at ville tage en pistol fra en politibetjent i København, mens han udtalte: “Jeg skal nok finde ud af, hvor du bor, og så er du færdig.”
De to tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden december. De nægter sig skyldige. Når retten er sat med et nævningeting, betyder det, at man forventer domme på mere end fire års fængsel.
Der er afsat ti dage til sagen, og den forventes afsluttet den 28. september.
Af Kristian Westfall