Der kommer en task force, der på kort sigt skal finde gode løsninger på de akutte problemer med fængselsbetjentes sikkerhed. Hvad man konkret skal forvente af task forcen er endnu usikkert. Det viste et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg i dag.
Samrådet var indkaldt af Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen, som efterlyser løsninger på personalemanglen i fængslerne og den eksplosive stigning i vold og trusler mod fængselsbetjente.
Og svaret er ifølge Søren Pape Poulsen en task force, der skal se på, hvordan Kriminalforsorgen kan styrke sikkerheden for fængselsbetjentene.
“Jeg har sagt i ministeriet, at der skal nedsættes en task force, der skal gennemtrawle Kriminalforsorgen for løsninger, som vi kan sætte i gang for at tage hånd om situationen hurtigt,” sagde ministeren til fagbladet efter samrådet, hvor han flere gange understregede, at task forcen er sat i verden, fordi han ikke vil vente på, at den næste flerårsaftale for Kriminalforsorgens økonomi er forhandlet på plads.
Men udover at ministeren har nedsat en task force, er det foreløbig småt med det konkrete indhold. På nuværende tidspunkt er der ingen fakta omkring, hvem der skal deltage i task forcen, hvor de starter med at analysere eller hvornår den skal være færdig.
“Der kommer konkrete tiltag i løbet af foråret på baggrund af det arbejde, der sættes gang nu, men vi har ingen snuptagsløsninger, og jeg er heller ikke interesseret i at gøre noget bare for at gøre noget. Det skal give mening, det vi sætter i gang,” sagde Søren Pape Poulsen.
Task force bør forpligte
Selvom det er svært helt at vide, hvad man skal forvente sig af task forcen, er Fængselsforbundets forbundssekretær Rene Larsen trods alt glad for den nye arbejdsgruppe.
“Det er bestemt positivt, at ministeren har fokus rettet på problemerne med vold og trusler, men en task force gør det ikke alene. Den skal også følges af handling. Det er jo klart, at flere fængselsbetjente er kernen i kampen for bedre sikkerhed, så vi glæder os til at høre mere. Selvom der ikke kom noget konkret frem på samrådet, bør det forpligte at nedsætte en task force,” siger forbundssekretæren, der var tilstede under samrådet, og som efterfølgende fik en snak med ministeren.
God kontakt med forbundet
På samrådet nævnte både ministeren og retsordførerne Trine Bramsen (S) og Peter Kofoed (DF) flere gange Fængselsforbundets budskab om at manglen på betjente forringer arbejdsmiljøet og øger sygefraværet. Og Søren Pape Poulsen så da også frem til at skabe bedre arbejdsforhold for fængselsbetjentene i samspil med Fængselsforbundet.
“Jeg har allerede haft et rigtigt godt møde med Kim Østerbye, og jeg er sikker på, at han og jeg i fællesskab kan finde gode løsninger,” sagde ministeren.