Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet har indgået en aftale om, at der frivilligt kan aftales, at medarbejderne får udbetalt deres H-tid og T-dage. Aftalen gælder resten af 2021. For at aftalen kan indgåes, kræver det, at både arbejdsgiver og medarbejder er indforstået.
Fængselsforbundet er tilfreds med aftalen, men lægger også vægt på, at den er midlertidig.
”Det er ekstremt vigtigt for os, at vores kollegaer kun arbejder det, de skal og holder fri de dage, de er berettiget til. Det er også vigtigt for os at understrege, at aftalen er frivillig. Men den kan helt akut være med til at frigive noget af den arbejdskraft, vi desperat mangler,” siger forbundsformand Bo Yde Sørensen.
”Vi har forståelse for, at der sommetider er brug for nødløsninger, men vi er ikke interesseret i, at brandslukningsøvelser går hen og bliver fast del af hverdagen,” siger han.