Massive besparelser i  Midt- og Nordjylland


Forbundsformand Bo Yde Sørensen


Det er ikke mange måneder siden, vi her fra Fængselsforbundet skrev, at sparekniven havde ramt Midt- og Nordjylland. Nu er kniven stukket længere ind, vredet rundt og er godt i gang med at skabe store udfordringer på flere institutioner i området.

Det er vigtigt for mig at pointere, at forbundet hverken kan tage medansvar eller bakke op om de massive besparelser.

Spareplanen er blevet iværksat, og den rammer alle institutioner i  Midt- og Nordjylland. Det sker på trods af, at vi har pointeret, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at spare mere i den uniformerede gruppe.

Vi kan ikke drive fængsler og arresthuse ansvarligt inden for de økonomiske rammer, Kriminalforsorgen udstikker netop nu, og det bekymrer mig i den grad, at det ikke er et faktum, man tager mere alvorligt. Det bekymrer i samme grad vores områdetillidsreræsentant, Brian Hedensted.

”Vi løfter en kæmpe opgave og arbejder med nogle af de mest udfordrende mennesker i vores samfund. Vi fortjener et ordentligt arbejdsmiljø og anstændige rammer for vores arbejde. Det er ikke den oplevelse, vi efterlades med nu, hvor spareplanerne presser os yderligere i en allerede presset hverdag,” siger han.

Fængselsforbundet arbejder målrettet for at kunne finde mere langsigtede løsninger end akutte besparelser, så vi forhåbentlig igen kan vende tilbage til rammer og arbejdsvilkår, vi kan være bekendt.

Økonomistyring er en ledelsesret, og det kan vi ikke rykke ved. Men vi kan forsøge at få de ansvarlige politikere til at forstå katastrofekursen, og det agter vi i den grad at gøre.

Med venlig hilsen

Bo Yde Sørensen
Forbundsformand