Af Kim Østerbye, forbundsformand
Vores nye direktør lægger stærkt ud. Vi skal kunne møde trygt på arbejdet og gå glade hjem, siger han.
Men er alle klar over, hvad det betyder og hvor meget, det kræver? Hvordan opgør man overhovedet tryghed? Som udgangspunkt er det jo en følelse, men det er samtidig et ledelsesansvar.
Det kræver klare standarder for den daglige sikkerhed. Hvor mange betjente skal der være på vagt? Er der alenevagter eller ej? Hvad er fangens sikkerhedsstatus? Er der rockere eller bandermedlemmer? Og sådan kan spørgsmålene blive ved.
Vi vil også i fremtiden opleve trusler og vold på arbejdet. Sådan er det, når man arbejder som fængselsbetjent. Vi har samlet alle de psykisk syge, de farlige, de mindre farlige, de økonomiske kriminelle, tyveknægten og alle de andre i én og samme institution. Det vil helt naturligt give konflikter.
Vi får aldrig ”gamle” dage tilbage. Vi skal i stedet spørge os selv, hvad der skal til for, at vi kan skabe en god dag for os selv og for alle andre på jobbet.
1: Vi skal sikre, at der er sammenhængskraft i opgave og bemanding.
2: Vi skal sikre, der er færre syge kollegaer.
3: Vi skal sikre, at det er mere trygt at gå på arbejde.
4: Vi skal sikre, at lønnen afspejler jobbet og kravene.
5: Vi skal sikre, at jobbet er attraktivt for unge mennesker at søge.
6: Vi skal sikre at vores faglighed tages alvorligt.
7: Vi skal uddanne os løbende.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige ja til, at bare en af de syv overskrifter er løst. Men det kan jeg ikke. Vi mangler at se, at ledelsen rent faktisk tager den uniformerede gruppe alvorligt. Vi udgør 70 procent af alle ansatte og resten glemmer desværre nogle gange, at vi godt kan drive et fængsel uden dem, men de kan næppe drive det uden os.
Der er altså meget at gå i gang med for den nye direktør og for alle os andre. Direktøren skaber retningen og den ser positiv ud, men det er trods alt områdeledelserne, cheferne og ikke mindst os selv der i dagligdagen skal sikre, at ændringerne sker. Kun ved fælles hjælp, de rette rammer og den ledelsesmæssige opbakning får vi Kriminalforsorgen tilbage på sporet.
Mere overarbejde, ordre om snart sagt hvad som helst og manglende inddragelse skaber desværre kun mistillid og dårlig trivsel. Det kender vi alt for godt.
Kun ved fælles hjælp når vi i mål.