Fængselsforbundet tilbyder et eksklusivt eneværelse for Folkemødets gæster. Vi opbygger nemlig en tro kopi af en fængselscelle i vores telt på Kæmpestranden J33. Her kan du opleve, hvordan det er at være spærret inde på seks kvadratmeter.
Med cellen sætter vi fokus på dagligdagen i fængslerne og fængselsbetjentenes arbejde med at få de kriminelle tilbage på rette spor. Cellen er indrettet med en seng fra Arresthuset i Rønne og høretelefoner med lyde fra gangene på Vestre Fængsel. Det er også muligt at lade sig fotografere som fængselsbetjent. Efter din afsoning får du selvfølgelig et badge, der fortæller, at du har været i fængsel. Teltet er udviklet i samarbejde med Direktoratet for Kriminalforsorgen, som desværre ikke deltager på grund af valget.
Fængselsforbundet er desuden medarrangører af to debatter på Folkemødet:
“Skal børn bag tremmer?” – debat om den kriminelle lavalder. Torsdag den 11. juni kl. 15 i FTF-A’s telt, Kæmpestranden J28.
“Thue og monopolet” – debat om det psykiske arbejdsmiljø på landets arbejdspladser. Lørdag den 13. juni kl. 12.30 i Folkets Hus, Det Gamle Posthus på Kirkepladsen.
Yderligere information, Kim Østerbye, 72 55 99 99