Nej, vi vender selvfølgelig ikke ryggen til, hvis stærke fanger overfalder svage i fængslerne.
Det er Fængselsforbundets kommentar til Jyllands-Postens leder i dag, hvor moralen hos landets betjente beklikkes.
Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, siger: ”Dagens lederskribent i Jyllands-Posten har tydeligvis ingen indsigt i den måde fængselsbetjente arbejder på. Det er vores opgave at sikre sikkerheden for alle indsatte i Kriminalforsorgen. Hvorfor skulle vi aktivt vende ryggen til, hvis indsatte overfalder hinanden?”
Formanden peger på, at landets fængselsbetjente tværtimod arbejder for at beskytte de indsatte i Kriminalforsorgens institutioner: ”Vi kæmper målrettet for at beskytte de svage indsatte. Det burde være soleklart, hvis man har læst aviser i de seneste år. Vi har talrige gange gjort opmærksom på, at der er brug for bedre beskyttelse af de indsatte. Vi har for eksempel opfordret til flere opdelinger i fængslerne for at adskille svage og stærke indsatte. Derfor skyder Jyllands-Posten helt forbi målet i sin kritik af fængselsbetjentenes moral,” siger Kim Østerbye.
Det er dog umuligt at værne alle konstant: ”Det er en illusion at tro, at fængselsbetjente kan beskytte alle indsatte 100 procent på alle tider af døgnet. Det kan ikke lade sig gøre i nogen fængsler i verden og heller ikke i Danmark, hvor vi har valgt at have et åbent system for de indsatte,” siger han.
Yderligere information, Kim Østerbye, 72 55 99 99.