Justitsminister til nyuddannede: ”I skal ud at varetage nogle af de vigtigste jobs i samfundet. Tusinde tak for det”

 


Til dimission på skolen i Birkerød modtog nogle af de i alt 142 færdiguddannede fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre deres eksamensbeviser.

For andet år i træk er samtlige færdiguddannede fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre, samt deres familier, inviteret til fælles dimission, først på skolen i Birkerød og senere på dagen i Møgelkær.

Sammen med direktør for Kriminalforsorgen, er justitsminister Peter Hummelgaard mødt op for at sende de blå skjorter godt videre i Kriminalforsorgen med både overrækkelse af eksamensbeviser og håndtryk.

I justitsministerens tale gjorde han det klart, hvor vigtig en funktion samtlige 142 kollegaer har for os alle sammen:

”I skal ud at varetage nogle af de vigtigste jobs i vores samfund. I yder en helt særlig indsats for samfundet og for den enkelte. Takket være jer, er der så mange mennesker, der har fået nogle bedre liv, end hvad de kunne have haft.”

”Christiansborg har selvfølgelig også et ansvar. Jeg ved godt, det ikke er nemt lige nu, men vi gør, hvad vi kan. For vi skal have flere af jer. Derfor vil jeg også lytte til jer, og alle andre, der kender livet Kriminalforsorgen.”

”Tillykke, og tusinde tak for at påtage jer ansvaret.”

Fra venstre: Stine Jørgensen, Heykie Larsen og Jeppe

Relationerne er det vigtigste
Efter de sidste eksamensbeviser er blevet overrakt, er der musik, mad og fejring i et telt i skolens have.

Jeppe er nu færdiguddannet transportbetjent ved Københavns Fængsler, og bliver fejret sammen med værkmester Heykie Larsen og fængselsbetjent Stine Jørgensen, der begge er ansat på Storstrøm fængsel.

De er alle tre klar til at påtage sig det ansvar, justitsministeren talte om.

”Kriminalforsorgen er jo skrøbelig lige nu, men det vigtigste vi kan gøre, er at gøre vores bedste,” nikker de enstemmigt.

For Stine Jørgensen er relationsarbejdet med de indsatte en bærende del af jobbet.

”Jeg håber meget på, at der bliver gjort mere plads til, at vi kan få lov at skabe de her relationer. Det er så tydeligt for mig, at det er dét, der virker. Men det er svært, når vi ikke er flere.”

Det er værkmester Heykie Larsen enig i. På Storstrøm arbejder han sammen med sine kollegaer lige nu for at få etableret den fulde bygningsmaleruddannelse for de indsatte.

”Det er helt nyt, og jeg håber så meget, det kommer til at ske. Det ville give de indsatte en meget nemmere vej til et godt liv på den anden side af muren.”

De tre glæder sig til deres fremtidige arbejdsliv.

”Vores undervisning har været superrelevant, og vi er godt klædt på. Jeg glæder mig til at komme i gang,” siger transportbetjent Jeppe.

”Bevar entusiasmen!”
Ina Eliasen er ligesom eleverne godt klar over, at Kriminalforsorgen har brug for flere hænder.

”Vi gør, hvad vi kan. Men vi må ikke bare sætte os ned! Vi skal have flere kollegaer, for det er dér, vi først virkelig kan blive bedre,” siger hun.

”Jeg håber, de nyuddannede kan bevare den store entusiasme, som jeg kan mærke, de har. Den har vi brug for.”

Ina Eliasen er derfor også glad for, at dagens store fejring, der omfatter alle landets færdiguddannede, igen i år er blevet en realitet.

”Det er jo en stor ting og noget ganske særligt. Førhen blev der slet ikke gjort så meget ud af det. Men det er vigtigt, vi får sagt ordentligt tak.”

Det er justitsministeren enig i. Han sender de nyuddannede videre med en besked:

”Bliv ved med at holde fast i den bærende motivation. For den skal I alle have en kæmpestor tak.”

Stine Jørgensen, Heykie Larsen og Jeppe i snak med Peter Hummelgaard og Ina Eliasen

Senere i dag vil de nyuddannede kollegaer også blive fejret på skolen i Møgelkær.

Et kæmpe tillykke fra Fængselsforbundet til jer allesammen. Vi glæder os til at møde jer snart igen.

Af Sille Augustinussen