Tre nyansatte fængselsbetjente giver deres personlige grunde til at trække i uniformen, da Fængselsforbundet kigger forbi Uddannelsescenter Birkerød.
Sheila, 25 år: Jeg har aftjent min værnepligt i forsvaret, og har tidligere været handicaphjælper. Erhverv omkring mennesker synes jeg nemlig er spændende. Jeg skal være på Jyderup Fængsel, og er spændt på, hvordan det bliver at være i et kvindefængsel. Det bliver nok meget anderledes end et traditionelt fængsel, men det bliver helt sikkert interessant at være med til.
Lasse Jensen, 28 år: Det har altid interesseret mig at arbejde med mennesker. Jeg kommer fra ti år i telebranchen, hvor jeg blandt andet arbejdede med ledelse og vagtplanlægning. Og så skulle der ske noget nyt. Der er nok få, der drømmer om at blive fængselsbetjent, fordi ingen rigtig aner, hvad det i virkeligheden er. Det gjorde jeg heller ikke. Men jeg satte mig ind i det, og fandt ud af, at det skulle være det her.
Alex Nielsen, 27 år: Jeg er sikker på, at jobbet giver store muligheder for personlig udvikling, samtidig med at jeg hjælper nogle af de personer i vores samfund, som har fået et dårligere udgangspunkt end mig selv. Tidligere var jeg i forsvaret, og her lå min interesse også i det sociale aspekt. Sådan har jeg altid haft det. Forleden var vi to dage i praktik ude på vores tjenestesteder. Folk var meget hjælpsomme, og jeg oplevede at blive taget virkelig godt imod.
Af Kristian Westfall