Fredeligt århusiansk rygestop

Der herskede fred og ro, da rygeforbuddet trådte i kraft i Aarhus Arrest.

Hvis man havde forventet at møde aggressive, tobakshungrende indsatte, blev man skuffet den første dag under rygeforbuddet i Aarhus Arrest.

Der skete nemlig intet usædvanligt, da fagbladet brugte et par timer i huset lørdag den 1. april.

”Der var mere ballade, da de indsatte fik nye tv-pakker,” siger fængselsbetjent Peter Jakobsen kort efter vores ankomst.

Han er positiv over for forbuddet, som han mener, både er til fordel for ansatte og indsatte: ”Vi slipper for at gå hjem med hovedpine og stinke af tobak. Og de indsatte får en mulighed for at kvitte smøgerne. Mange vil gerne stoppe, og nu er beslutningen taget for dem. Det tror jeg, er en fordel,” siger han.

Arbejdsmiljørepræsentant Mads Knudsen kalder forbuddet for ”den største arbejdsmiljøforbedring” i sin tid i Kriminalforsorgen.

”Som arbejdsmiljørepræsentant kan jeg kun være glad og tilfreds, men jeg erkender samtidig, er det et meget stort indgreb i de indsattes hverdag.”

Arresthuset har derfor gjort en stor indsats for at forberede de indsatte på de nye tider. At rygestoppet foreløbigt er gået godt, tilskriver Mads Knudsen et grundigt forarbejde med information og dialog.

”Vi gjort meget ud af det basale relationsarbejde. Vi har lavet informationsmateriale på flere sprog. Vi har inddraget deres talsmand og gjort meget ud at fortælle, at rygeforbuddet handler om arbejdsmiljø. Ikke om at forringe de indsattes forhold.”

Samtidig har de indsatte fået mulighed for at købe alternativer til tobak som for eksempel nikotin og tyggetobak (skrå).

Tobaksskabe er for små
Dagens eneste ”kritiske” hændelse opstår, da en rumænsk indsat bliver sur over, at der ikke er plads til hans tobak og cigaretfilter i de nye rygeskab. Rygeskabene er monteret i et skur udenfor, så de indsatte kan samle deres cigaretter op på vejen til gårdtursarealerne.

Men problemet er, at designerne af skabene åbenbart ikke er klar over, hvor stor en tobaksdåse kan være. Det fandt rumæneren ud af. Han blev så sur over pladsproblemet, at han smed både tobaksdåse og en kasse med filtre i skaldespanden.

”Vi er ikke dømt endnu”
De indsattes talsmand, Benjamin, er da heller ikke begejstret for rygeforbuddet.

”Det er en rettighed, som er taget fra os. Cigaretterne kan tit tage toppen, hvis man er utilfreds med noget,” siger han.

Talsmanden er samtidig utilfreds med, at rygeforbuddet rammer hårdest for de varetægtsfængslede i arresthusene, hvor rygningen fremover begrænser sig til en time i gården hver dag, mens de dømte i fængslerne har meget bedre mulighed for at ryge i løbet af dagen.

”Vi er ikke dømt endnu. Hvorfor er vi underlagt de samme regler?” spørger Benjamin.

De indsatte har talt om at demonstrere, men foreløbig har de indsatte dog valgt at se siden an.

Til trods for de indsattes utilfredshed mener flere betjente i arresthuset, at rygeforbuddet burde gælde hele matriklen, hvilket vil betyde et fuld stop for rygning for både indsatte og ansatte.

”Det vil være det nemmeste rent praktisk. Så vil der slet ingen cigaretter være,” siger Peter Jakobsen.

Fin stemning
Enhedsleder Charlotte Schmidt er også glad for den første dag med rygeforbud: ”Der er en fin stemning, men betjentene har også gjort et kæmpe arbejde,” siger hun.

Fængselsforbundets områdetillidsrepræsentant Brian Hedensted er enig: ”Stor ros til personalet for en gennemtænkt implementering. Nu må vi så, at om der kommer flere konflikter med tiden,” siger områdetillidsrepræsentanten, som har valgt at følge den første dag i Aarhus.

Seks timer inde i rygeforbuddet forlader fagbladet arresthuset igen. Det lykkedes os ikke at finde en eneste betjent, som er modstander af rygeforbuddet.

Til gengæld kan de ansatte allerede mærke en forbedring i indeklimaet på de få timer.

”Det skulle vi have gjort for længe siden,” siger fængselsbetjent Sandra Snogdal.

Af Søren Gregersen