Udviklingen går i den forkerte retning på mange måder i jobbet som fængselsbetjent:
- Volden mod betjentene er steget markant fra 268 episoder i 2011 til 622 episoder i 2016.
- Sygefraværet er steget fra 18 dage i gennemsnit pr. medarbejder i 2013 til 30 dage i 2017.
- Risikoen for nedslidning er ti gange større end for andre erhvervsgrupper i Danmark.
- Fængselsbetjente tilhører landets dyreste erhvervsgruppe i forhold til forsikring. De koster 20 gange mere at forsikre end en skolelærer.
- Det uniformerede personale i fængslerne er reduceret med 444 personer fra 2007 til 2017. Et fald på 14 procent. I samme periode er antallet af indsatte kun faldet med 6 procent.
Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, siger om udviklingen: “Jeg kan ikke huske i min tid i Kriminalforsorgen, at situationen har været så alvorlig. Alt går i den forkerte retning. Både sygetal, vold og nedslidning. Samtidig er vi ved at blive løbet over ende af bandekonflikten, og vi mangler fængselsbetjente over hele landet.”
Kim Østerbye fortsætter: “Hvis det er meningen, at vi skal undgå flere gengangere i fængslerne, så skal det gøres noget radikalt for at styrke forholdene i Kriminalforsorgen.”
Læs notat om udviklingen her.